Om underudvalgets arbejde
Der er blevet udpeget to hovedpolitikområder for den nuværende mandatperiode, som begge passer ind i institutionens politiske prioritet om "opbygning af modstandsdygtige regional- og lokalsamfund":
1. En dagsorden for landdistrikterne i Europa
RU har længe efterspurgt, at behovene i landdistrikterne anerkendes og imødekommes i en egentlig EU-politik. For at gøre landdistrikterne til mere attraktive steder at bo og arbejde er det nødvendigt at bekæmpe affolkning, forbinde landdistrikterne med EU's primære transportkorridorer og sikre bredbåndsdækning for alle og give deres genopretning et løft gennem en bedre koordinering af den fælles landbrugspolitik, ESI-fondene, genopretnings- og resiliensfaciliteten og andre relevante EU-finansieringsprogrammer.
Kommissionens langsigtede vision for landdistrikterne fra juni 2021 opstiller for første gang en overordnet ramme for at nå disse mål. NAT-underudvalget vil også anvende landdistriktssikring i forbindelse med sager inden for sine egne kompetenceområder.
Landbrugspolitikken er en central politik, der vil bidrage til gennemførelsen af dagsordenen. Kvaliteten af EU's landbrugsprodukter er noget af det vigtigste, som den fælles landbrugspolitik har bidraget med, og er en af EU's største aktiver på verdensmarkedet. De kvalitetsordninger, som producenterne går sammen om at anvende, er en del af Den Europæiske Unions kulturelle, landbrugsmæssige og kulinariske arv. Disse systemer udgør en fælles arv, som det er vigtigt at beskytte og udvikle.
NAT-underudvalget følger gennemførelsen af den nye fælles landbrugspolitik på regionalt plan tæt.
NAT-underudvalget arbejder på at skabe et modstandsdygtigt og bæredygtigt landbrug for at nå målene i den grønne pagt og styrke sikkerheden i de europæiske fødevareforsyninger, især i en tid med krise og mangel på forsyninger.
2. Den europæiske sundhedsunion
På trods af regionernes og byernes resultater med hensyn til at bekæmpe pandemien, anerkendes deres rolle i opbygningen af Europas modstandsdygtighed på sundhedsområdet stort set ikke. Vaccinationskampagner, kræftscreening, beredskab og indsats, sundhedssystemernes modstandsdygtighed, information og uddannelse om sundhed – dette er blot nogle nøgleområder, hvor regionalpolitik og regional praksis gør en forskel. Det centrale mål for NAT-underudvalgets arbejde er at slå til lyd for en mere synlig rolle for regionerne i den europæiske sundhedsunion og dens søjler.
NAT-underudvalget står i spidsen for RU's bidrag til den digitale platform for konferencen om Europas fremtid.
I tæt samarbejde med RegHub- og Fit4Future-platformene arbejder NAT-underudvalget også på et grænseoverskridende samarbejde på sundhedsområdet, hvilket er en høj prioritet, navnlig i en tid med kriser og en sundhedsmæssig/humanitær nødsituation i nogle grænseregioner.
Underudvalget for Naturressourcer – NAT – dækker følgende politikområder:
1.Udvikling af landdistrikter
2.Folkesundhed
3.Landbrugspolitik og fødevarer
4.Skovbrug
5.Civilbeskyttelse
6.Turisme
7.Forbrugerbeskyttelse
8.Havpolitik – den blå økonomi og fiskeri