Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
CoR/19/020.da ‎ Bruxelles, den 12. marts 2019 (Re)New EUrope: Det europæiske topmøde for byer og regioner afholdes i Bukarest den 14.-15. marts 2019  
Over 500 politikere fra EU, medlemsstaterne og det lokale niveau vil udarbejde en vision for, hvordan demokrati, nærhed og solidaritet kan styrkes i Den Europæiske Union

Mere end 500 europæiske, nationale, regionale og lokale ledere fra alle medlemsstater samles i Bukarest den 14.-15. marts for at drøfte Europas fremtid og regionernes og byernes rolle i en ny Europæisk Union. Under overskriften "(Re)New Europe" vil topmødet også samle højtstående EU-repræsentanter, herunder Rumæniens præsident, Klaus Iohannis, Rumæniens premierminister, Viorica Dăncilă, formanden for Det Europæiske Regionsudvalg, Karl-Heinz Lambertz, formanden for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Luca Jahier, og EU's chefforhandler for brexit Michel Barnier .

Baggrund for topmødet og temaer

Topmødet finder sted på et kritisk tidspunkt for EU, hvor vigtige beslutninger vil forme Unionens fremtid, herunder UK's forventede udtræden af EU, valget til Europa-Parlamentet i maj og forhandlingerne om EU's langsigtede budget efter 2020.

På topmødet, der er arrangeret af Det Europæiske Regionsudvalg – EU's forsamling af regionale og lokale politikere – det rumænske EU-formandskab og de vigtigste sammenslutninger af lokale og regionale myndigheder i Rumænien, vil EU's regioner og byer udarbejde deres vision for Europas fremtid forud for EU-ledernes møde i Sibiu den 9. maj.

Programmet består af hovedtaler og seks tematiske debatter om: 1) social samhørighed og integration i regioner og byer, 2) regioner og byer i EU skaber en bæredygtig fremtid, 3) territorial samhørighed, der samler EU's borgere, 4) en aktiv brug af nærhedsprincippet, 5) et styrket europæisk demokrati og 6) unge lokale og regionale lederes forventninger til EU .

Brexit: Debat med Michel Barnier

Umiddelbart inden den planlagte dato for brexit (den 29. marts) forventes EU's chefforhandler for brexit, Michel Barnier, at deltage i topmødet for at drøfte konsekvenserne af brexit for EU's regioner og byer, hvordan EU vil støtte de byer og regioner, der er mest udsatte ved brexit, samt erfaringer med henblik på EU's fremtid. Som følge af tidspunktet for mødet og konsekvenserne af brexit for byer og regioner – navnlig i tilfælde af "ingen aftale" – vil to undersøgelser være relevante for debatten:

En undersøgelse fra 2018 iværksat af RU og Eurochambres, der beskriver konsekvenserne af brexit for handel og økonomi i regioner og byer i EU-27 (se pressemeddelelsen )

En undersøgelse gennemført af universitetet i Birmingham, der blev offentliggjort for blot to uger siden og præsenteret i RU. Den viser, at et brexit uden aftale ville forårsage massive skader på de lokale økonomier i både EU og UK (se   pressemeddelelsen )

100 unge folkevalgte politikere deltager i topmødet

100 unge lokale og regionale politikere er blevet inviteret til Bukarest for at bidrage til debatten om Europas fremtid. De unge ledere vil dele deres synspunkter om emner, der vedrører Europas fremtid, om hvordan EU kan skabe en permanent dialog med unge lokale og regionale ledere, og hvad regioner, byer, parlamenter og politiske partier kan gøre for at øge de unges engagement i europæisk politik.

Bedre EU-lovgivning: Lancering af netværket af regionale knudepunkter

Eftersom byer og regioner har ansvaret for at gennemføre to tredjedele af EU's lovgivning opretter udvalget et netværk af "regionale knudepunkter" (#RegHub) , der giver dem mulighed for at yde et større bidrag til at overvåge, evaluere og forbedre EU's lovgivning. På topmødet vil initiativet officielt blive lanceret med de 20 regioner, der deltager i pilotfasen (2019-2020).

Vejen til Sibiu: Topmødeerklæringen redegør for regioner og byers syn på Europas fremtid

Topmødet vil blive afsluttet med vedtagelsen af en erklæring fra de lokale og regionale ledere " EU bygges nedefra og op sammen med vores regioner og byer ". Erklæringen vil formelt blive overdraget til Rumæniens præsident, Klaus Iohannis . Erklæringen vil beskrive regionernes og byernes synspunkter for lederne af EU - institutionerne og stats- og regeringscheferne, der samles i Sibiu, Rumænien, den 9. maj for at drøfte EU's fremtid.

Information til pressen og mediemateriale:

Medieprogrammet, kontaktpersoner for pressen og alt relevant materiale til medier kan findes på topmødets hjemmeside

De vigtigste møder vil blive webstreamet på topmødets hjemmeside

Følg #EUlocal og gå i dialog med andre via de sociale medier

" Unionens tilstand: byernes og regionernes perspektiv 2018 "- RU-brochure

Baggrundsoplysninger:

Det europæiske topmøde for regioner og byer blev oprettet med det formål at sikre, at de lokale og regionale myndigheder fuldt ud bidrager til de vigtigste debatter i Den Europæiske Union. Det blev oprettet af Det Europæiske Regionsudvalg for at supplere udvalgets daglige arbejde som et rådgivende organ for EU's beslutningstagende institutioner. Topmødet afholdes hvert andet år. Topmøderne afholdes almindeligvis i den medlemsstat, hvis regering har formandskabet i Rådet for Den Europæiske Union. De seneste topmøder er blevet afholdt i Bratislava (2016), Athen (2014), København (2012), Prag (2009) og Rom (2007). Denne tradition videreføres i år.

Del :