Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Platformsøkonomi: EU-regler nødvendige for at garantere fair konkurrence og arbejdstagernes rettigheder  

Lokale og regionale ledere har understreget over for Nicolas Schmit, den nye kommissær for beskæftigelse og sociale rettigheder, at EU er nødt til at fastsætte klare regler for platformsøkonomien for at garantere arbejdstagernes rettigheder og lige konkurrencevilkår mellem online og offline økonomiske aktiviteter i det indre marked.

Det Europæiske Regionsudvalg (RU) vedtog i dag to udtalelser, hvori det understreger, at mange gældende EU-regler er forældede i forhold til de nye forretningsmodeller og de atypiske ansættelsesformer, der ofte ses inden for de digitale platforme. Især har gennemførelsen af e-handelsdirektivet , der daterer sig tilbage til 2000, været årsag til flere retssager, der har involveret virksomheder som Uber og Airbnb.

I sin tale på Det Europæiske Regionsudvalgs plenarforsamling sagde Nicolas Schmit , der for første gang optrådte offentligt som kommissær for beskæftigelse og sociale rettigheder: "Den nye Kommissions dagsorden har sigte mod de aktuelle udfordringer og muligheder, der følger af det nye arbejdsmarked, globaliseringen, automatiseringen, digitaliseringen og kunstig intelligens, samtidig med at vi omstiller os til en kulstofneutral økonomi. Vi skal sikre os, at alle europæere kan få noget positivt ud af disse omstillinger, især når det gælder deres job og levebrød. Vores regionale regeringer og myndigheder får en nøglerolle i at sikre, at dette fælles mål bliver til virkelighed."

Karl-Heinz Lambertz , Det Europæiske Regionsudvalgs formand, sagde: "Sociale rettigheder skal være kernen i EU's fremtid, idet vi både skal beskytte mennesker og byde de teknologiske ændringer velkommen. EU må lægge en klar plan, der garanterer, at omlægningen af vores industri ikke fører til endnu større lønforskelle og øger uligheden. Med de rigtige regler er platformsarbejde én af de muligheder, der sikrer, at alle får gavn af digitaliseringen, og at ingen lades i stikken."

De to udtalelsers fokus er på to forskellige aspekter af deleøkonomien og platformsarbejde. Den første , som er udarbejdet af Dimitrios Birmpas (EL/PES), der er medlem af kommunalrådet i Egaleo, understreger, at en omfattende reguleringsramme på EU-niveau er nødvendig som garanti for, at platformsarbejdstagerne er socialt sikret og kan gøre sociale rettigheder gældende over for arbejdsgivere, der bevidst fejlklassificerer dem som selvstændige for at omgå ansættelsesbestemmelser, skatteforpligtelser og kollektive overenskomster.

"Platformsarbejde skaber en række muligheder på arbejdsmarkedet, da det er let at gå til og fleksibelt. Der skal dog træffes passende foranstaltninger for at sikre anstændige arbejdsvilkår for platformsarbejdstagerne. Grundlæggende arbejdsretlige og sociale bestemmelser skal også gælde for platformsøkonomien og for arbejdstagerne, som ofte er unge mennesker. Da den digitale økonomi har tværnational karakter, skal der være en klar europæisk ramme, for at vi kan håndtere de mange lovgivningsmæssige udfordringer, der følger af platformsarbejde, og bl.a. fastlægge, hvornår der er tale om et ansættelsesforhold", argumenterede ordføreren, som bifalder kommissær Schmits intentioner om at tage fat på arbejdsvilkårene for platformsarbejdstagere og de nye former for usikre ansættelsesforhold.

Den anden udtalelse opfordrer EU til klart at fastlægge status for platformene i deleøkonomien afhængigt af den nøjagtige grad af kontrol, platformen udøver. Målet er at skabe klarhed om, hvilke regler der gælder for deres aktiviteter. Desuden er det i deleøkonomien sværere at skelne mellem private og professionelle aktører, og derfor bør begrebet "serviceleverandør" præciseres med tærskelværdier gældende i hele EU. De nye EU-forordninger bør også kræve, at platformene leverer de nødvendige data til de offentlige myndigheder, så de kan håndhæve reglerne og sikre, at leverandører i deleøkonomen betaler deres rimelige andel af skatter.

Ordfører Peter Florianschütz (AT/PES), der er medlem af det regionale parlament i Wien og byrådet i Wien, sagde: "Vi har brug for klare, fair regler for digitale platforme i EU. Lovene skal gælde for alle, og EU må tage vare på borgernes interesser i byer, lokalsamfund og regioner. For øjeblikket har vi flere problemer end løsninger, lige fra skattespørgsmål til kortfristede boliglejemål og vanskeligheder forbundet med mobiliteten i byer og i det offentlige rum. EU skal være bedre til at lytte til byerne."

I udtalelsen gives der også udtryk for bekymring over opsplitningen af det indre marked, som følge af at medlemsstaterne, regioner og byer har fastlagt forskellige regler for markedsaktørerne i deleøkonomien. RU mener, at harmoniserede regler vil være til gavn for væksten i de mindre virksomheder i deleøkonomien fremfor de eksisterende, store multinationale platforme, som er bedre i stand til at håndtere komplekse regelsæt.

Kontaktperson:

Lauri Ouvinen

Tlf. +32 22822063

lauri.ouvinen@cor.europa.eu