Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Lokale ledere til Maroš Šefčovič : pandemien sætter fokus på de lokale og regionale myndigheders vigtige rolle, når det handler om at evaluere og revidere EU's love, så de opfylder borgernes behov  

Regionerne og byerne ønsker også en fremtrædende rolle i gennemførelsen af EU-investeringer til genopretning. Formålet er at sikre, at midlerne når ud til dem, der er hårdest ramt af pandemien .

Covid-19-krisen understreger behovet for at koble EU's politiske beslutningsproces sammen med lokalsamfundenes behov gennem den vigtige rolle, som de lokalvalgte politikere spiller. Det er det budskab, som medlemmerne af Det Europæiske Regionsudvalg i dag sendte til Kommissionens næstformand Maroš Šefčovič. Under en plenardebat gentog de lokale og regionale ledere deres tilsagn om at forbedre EU - lovgivningen ved at bidrage til Fit for Future-platformen (F4F) . I en resolution med forslag til Kommissionens arbejdsprogram for 2022 opfordrer RU's medlemmer Kommissionen til at sørge for, at de lokale og regionale myndigheder inddrages i gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner for at sikre, at konsekvenserne af pandemien håndteres effektivt på lokalt plan. De opfordrer også til en forlængelse af de utroligt vigtige fleksibilitetsforanstaltninger, som blev indført for at mobilisere de europæiske struktur- og investeringsfonde under covid-19-krisen.

At forbedre EU's regler er en topprioritet for de lokale og regionale myndigheder, som har ansvaret for at gennemføre 70 % af EU-lovgivningen. De regionale og lokale ledere gentog, at det er vigtigt, at EU's lovgivning bringer så meget merværdi som muligt til lokalbefolkningerne og respekterer de grundlæggende principper om nærhed og proportionalitet. Dette kan kun ske, hvis de lokalvalgte politikere inddrages 100 % i EU's lovgivningsproces, og hvis deres bidrag anerkendes og respekteres i dagsordenen for bedre regulering gennem alle faser af den politiske beslutningsproces.

Apostolos Tzitzikostas, formand for Det Europæiske Regionsudvalg, sagde: " Kvaliteten af EU's lovgivning øges, når de lokale og regionale myndigheder deler deres erfaringer og viden fra lokalområdet med Kommissionen. Når de er med i processen, bliver Kommissionens arbejde mere gennemsigtigt og effektivt. Et intensivt samarbejde med lokale politikere gør det muligt at forbedre hele den politiske cyklus: fra udformning og forberedelse af politikker til vedtagelse, gennemførelse, anvendelse, evaluering og revision. Den erfaring, som de lokale ledere har opbygget med hensyn til at tackle de sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser af pandemien er et konkret eksempel på den merværdi, de kan tilføre EU's beslutningsproces, så vi bedre kan imødekomme vores lokalsamfunds faktiske behov."

Maroš Šefčovič , Kommissionens næstformand for interinstitutionelle forbindelser og fremsyn, fik ordet på RU's plenarforsamling og sagde: "Det, vi har brug for, er EU-lovgivning, som er let at overholde, effektiv og fremtidssikret. Regionsudvalgets arbejde er særlig vigtigt her, eftersom Fit for Future-platformen har et stærkt mandat, når det gælder emner, som har stor betydning for lokale og regionale myndigheder. For eksempel omfatter det årlige arbejdsprogram for 2021 grænseoverskridende sundhedspleje, offentlige udbud og luftkvalitet – alle emner, som blev foreslået af udvalgets repræsentanter. Jeg er også glad for at se, at Regionsudvalget er i færd med at opbygge fremsynskapacitet. Europa har brug for et modstandsdygtigt samfund, og derfor kræver det samarbejde på tværs af alle EU-institutioner og -organer at give EU's politiske beslutningsproces et fremadrettet perspektiv. Som opfølgning på direkte input fra RU er det blevet besluttet, at vores resultattavle om modstandsdygtighed – et nyt værktøj beregnet på at foretage en helhedsvurdering af modstandsdygtigheden – også skal omfatte indikatorer for regionale forskelle."

Baggrund:

Kommissionen anerkender RU's bidrag til EU's dagsorden for bedre regulering: der skelnes klart mellem bidragene fra forskellige forvaltningsniveauer, og de lokale og regionale myndigheders rolle i evidensbaseret politikudformning anerkendes. Endvidere har Kommissionen forpligtet sig til at praktisere princippet om "aktiv nærhed" og opfordrer til systematisk brug af skemaet til vurdering af nærhedsprincippet (Subsidiarity Assessment Grid), som RU har udviklet. Inddragelsen af de lokale og regionale myndigheder i EU's beslutningsproces kunne imidlertid styrkes yderligere, så der blev tale om en struktureret og interaktiv øvelse, for eksempel med systematiske territoriale konsekvensanalyser og med høringer, som i højere grad er skræddersyet til de lokale og regionale myndigheder.

F4F-platformen, der er det vigtigste instrument i Kommissionens dagsorden for bedre regulering , er udformet med henblik på at forenkle og modernisere EU's lovgivning, så den kan tackle kommende udfordringer bedre og samtidig mindske bureaukratiet. Med tre underudvalgsformænd i platformens styrende organ og netværket af regionale knudepunkter som undergruppe til platformen er RU til stede i platformen, både på niveauet for revision og niveauet for evaluering af eksisterende EU-lovgivning. Udvalget repræsenterer derfor ikke kun de lokale og regionale myndigheder, men også borgere og virksomheder, som dagligt gennemfører EU-lovgivningen. De tre underudvalgsformænd blev udpeget til ordførere på den seneste F4F-plenarforsamling i marts. Mark Speich (DE/EPP) , statssekretær for forbundsanliggender samt europæiske og internationale anliggender i Nordrhein-Westfalen og formand for RU's Underudvalg for Borgerrettigheder, Styreformer og Institutionelle og Eksterne Forbindelser ( CIVEX ), er ordfører for lovgivning om offentlige udbud med fokus på e-udbud. Anne Karjalainen (FI/PES) , medlem af byrådet i Kerava og formand for RU's Underudvalg for Social- og Arbejdsmarkedspolitik, Uddannelse, Beskæftigelse, Forskning og Kultur (SEDEC), er ordfører for Inspire-direktivet – en infrastruktur for geografisk information i Europa, som fastlægger fælles standarder til at beskrive og udveksle geodata om f.eks. områder med naturlige risici, transportnetværk og befolkningsfordeling. Ulrika Landergren (SE/RE) , medlem af Kungsbacka kommunalråd og formand for RU's Underudvalg for Naturressourcer (NAT), er ordfører for grænseoverskridende sundhedsydelser.

Sidst, men ikke mindst, bidrager RU til Kommissionens anden fremsynsrapport med oplysninger, der er indsamlet via udvalgets netværk og fra dets årlige lokale og regionale barometer, for at sikre, at der indgår faktiske lokale forhold og et subnationalt perspektiv i de globale udsigter for EU's fremsynethed.

Nærhedsprincippet sikrer, at EU kun handler, når det kan løse bestemte problemer mere effektivt end det nationale, regionale eller lokale plan. Det handler om at sikre, at der er tilstrækkelig merværdi i alle EU's tiltag. Begrebet aktiv nærhed er en ny måde at arbejde på, som går et skridt videre end den traditionelle tilgang til nærhedsprincippet, idet alle institutionelle, nationale og subnationale aktører opfordres til at bidrage konstruktivt til at forbedre merværdien af EU-lovgivningen gennem hele den politiske beslutningsproces. Tilgangen med aktiv nærhed blev foreslået af RU i forbindelse med taskforcen om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet og "Mindre, men mere effektivt" og taget op i Kommissionens meddelelse om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet i oktober 2018 .

RU's bidrag til konferencen om Europas fremtid .

Kontaktperson:

Marie-Pierre Jouglain

Mobil: +32 (0)473 52 41 15

mariepierre.jouglain@cor.europa.eu

Del :