Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Lokalsamfundene er førende inden for affaldsreduktion  
Det Europæiske Regionsudvalg var vært for prisuddelingen ved den årligt tilbagevendende europæiske uge for affaldsreduktion, der fandt sted inden for rammerne af Den Grønne Uge 2019

Den europæiske uge for affaldsreduktion ( EWWR ) har belønnet seks projekter, der udmærker sig som årets bedste tiltag i indsatsen for et affaldsfrit EU. Denne pris uddeles hvert år med det formål at anerkende og tilskynde til initiativer til affaldsreduktion fra alle aktører i samfundet. EWWR løber af stablen hvert år i november med tusindvis af bevidstgørelses- og oprydningsaktiviteter overalt i Europa. Den 10. udgave af EWWR vidner om den centrale rolle, som lokalsamfundene spiller med hensyn til at nedbringe mængden af affald. Den næste EWWR afholdes den 16.-24. november 2019.

I sin åbningstale sagde medlem af Det Europæiske Regionsudvalg (RU) André van de Nadort (NL/PES) , borgmester i Weststellingwerf og jurymedlem ved dette års EWWR: " Som medlem af juryen er jeg imponeret over at se, hvor mange forskellige initiativer, der udvikles overalt i Europa, og hvor mange forskellige grupper, institutioner og myndigheder der aktivt deltager i forebyggelsen og nedbringelsen af affald. Såvel i Det Europæiske Regionsudvalg som i vores kommuner sætter vi alt ind på at øge ambitionsniveauet i EU's lovgivning på affaldsområdet. Men uden lokalsamfundenes vilje og engagement ville vi ikke kunne nå vores mål". André van de Nadort (NL/PES) er ordfører for RU's udtalelse om En EU-strategi for plast i en cirkulær økonomi , der blev vedtaget i oktober 2018.

Det Europæiske Regionsudvalg støtter aktivt EWWR og dens prisuddeling. Udvalget leder således EWWR's styringsudvalg og yder støtte til dens vigtigste aktiviteter som f.eks. den årlige prisoverrækkelse.

De seks projekter, der er blevet belønnet med en pris, er følgende:

1. Kategorien offentlige forvaltninger og organisationer: Zero-waste marathon. Sustainable school meals. Projektet blev gennemført af Sant Vicenç de Castellet kommune (Catalonien). Hjørnestenen i dette projekt, der omfattede en række arrangementer, var en kampagne til fremme af bæredygtige og sunde skolemåltider på de tre offentlige skoler i kommunen. Omkring 600 elever og deres forældre deltog i projektet.

2. Kategorien sammenslutninger/NGO'er: The Cloughmills library of things. Projektet blev gennemført af Cloughmills Community Action Team (Nordirland). Initiativtagerne gav begrebet bibliotek en helt ny mening: ved at udlåne redskaber i stedet for bøger gav man lokalsamfundet mulighed for selv at udføre lokale opgaver og reducere deres affaldsmængde, uden at borgerne var nødt til selv at købe redskaberne.

3. Kategorien virksomheder/industri: Emerging pollutants. Projektet blev gennemført af IMQ Zorrotzaurre Clinic (Baskerlandet). I et forsøg på at mindske miljøbelastningen klassificerede denne klinik kemikalierne i de produkter, der anvendes i fire af dens afdelinger, ud fra deres indvirkning på miljøet. Det næste skridt bliver at erstatte de mest skadelige kemikalier med mere bæredygtige alternativer.

4. Kategorien uddannelsesinstitution: EWWR Green cleaning . Projektet blev gennemført af St Fintan’s National School (Irland). Omkring 180 elever fra denne skole og deres forældre deltog i workshops for at lære, hvordan man fremstiller rengøringsmidler og toiletartikler uden farlige kemikalier.

5. Kategorien borgere: Festive bio-waste weigh ins. Projektet blev gennemført af Marina Seder Colomina og Morgane Robert (Les Lilas, Île-de-France). I et forsøg på at få en bedre forståelse af den positive virkning, som to opsamlingssteder for bioaffald i deres by har, opfordrede disse to borgere folk, som skulle af med affald, til at deltage i en affaldsvejningsundersøgelse, samtidig med at der blev skabt stærkere bånd til lokalsamfundet.

6. Kategorien en særlig europæisk pris: EWWR Sustainable Art Alphabet. Projektet blev gennemført af Col - legi Sant Josep in Navàs (Catalonien) og dens partnerskoler inden for rammerne af et partnerskabsprojekt. Dette initiativ gik ud på at tilskynde de studerende til at lære om bæredygtighed, samtidig med at de forbedrede deres færdigheder inden for teamwork og fremmedsprog. Resultatet var et alfabet, hvis bogstaver svarer til meningsfulde budskaber om miljøet og affaldsreduktion.

Baggrund:

For yderligere oplysninger om vinderne og finalisterne ved EWWR kan du finde en samlet pressefil her .

I 2018 satte den 10. udgave af EWWR fokus på emnet farligt affald under mottoet "Time to Detox!". Offentlighedens opmærksomhed blev henledet på de ofte skjulte, men skadelige stoffer, der findes i hverdagsprodukter og -aktiviteter.

I 2018 blev der gennemført et rekordhøjt antal tiltag inden for rammerne af EWWR, nemlig 14.347. De blev registreret via 32 nationale, regionale og lokale koordinatorer i 30 lande og i samarbejde med EWWR's sekretariat.

Den næste EWWR afholdes den 16.-24. november 2019 og sætter fokus på uddannelse og kommunikation på affaldsområdet. Yderligere oplysninger kan fås ved at klikke her.

Kontaktpersoner:

EWWR: Carmen Valache | cv@acrplus.org | +32 (0) 2 234 65 07

RU : David Crous | david.crous@cor.europa.eu | +32 (0) 470 88 10 37

Del :