Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
De lokale og regionale ledere glæder sig over EU's beslutning om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien  

EU's beslutning om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien er "den rette beslutning for EU og en fremragende mulighed for Vestbalkan", sagde ledere fra Det Europæiske Regionsudvalg den 25. marts, efter at EU's medlemsstater formelt havde inviteret de to lande til forhandlingsbordet.

Formanden for RU's underudvalg for eksterne forbindelser og statssekretær for forbundsanliggender samt europæiske og internationale anliggender i Nordrhein-Westfalen, Mark Speich , bekræftede RU's mangeårige holdning om, at det er vigtigt at forberede de albanske og nordmakedonske regioner og byer på EU-medlemskab: "Jeg hilser i høj grad indledningen af EU-tiltrædelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien velkommen. Det Europæiske Regionsudvalg har opfordret til denne vigtige beslutning i mange år, og begge lande har gennemført store reformer. Indledningen af tiltrædelsesforhandlinger vidner om parternes tilslutning til en fælles dagsorden med tættere forbindelser baseret på europæisk samarbejde og europæiske værdier. Det er den rette beslutning for EU og en fremragende mulighed for hele Vestbalkan for at forny sin reformindsats. I denne svære tid, hvor den globale pandemi skaber økonomisk usikkerhed i hele Europa, er det ekstra vigtigt at sende et signal om håb til Vestbalkan."

RU har arbejdet sammen med lokale og regionale myndigheder fra begge lande i de seneste ti år og taget fat på deres særlige politiske og administrative udfordringer såsom affaldshåndtering.

Jasna Gabrič (SI/Renew Europe), borgmester i Trbovlje og medformand for det blandede rådgivende udvalg med Nordmakedonien, udtalte: "Det er en positiv og længe ventet beslutning i en svær tid, hvilket viser, at EU holder liv i udvidelsespolitikken på trods af denne hidtil usete situation. Faktisk står vi endnu tættere i solidaritet med det vestlige Balkan i denne krisetid."

Nikola Dobroslavić (HR/EPP), præfekt for Dubrovnik-Neretva-distriktet og formand for RU's arbejdsgruppe om det vestlige Balkan, som indtil videre har beskæftiget sig med forbindelserne med Albanien, sagde: "Befolkningen i Nordmakedonien og Albanien er allerede klar over, at det ikke er nemt at blive medlem af EU. Jeg kommer selv fra et land, som kun for nyligt er blevet medlem, nemlig Kroatien, og ved derfor, hvor værdifuldt det er at tilhøre en klub og udvikle gode samarbejdsforbindelser med andre lande på tværs af Europa. Mit råd er: Fortsæt det gode arbejde, og I vil blive belønnet. Reformprocessen skal styrke jeres demokrati, jeres økonomi og jeres modstandsdygtighed. Arbejd sammen, og invester i lokalt demokrati."

RU har også politiske kontakter i og samarbejdsforbindelser med andre kandidatlande og potentielle kandidatlande. Hvert år mødes politikere fra EU's lokale og regionale myndigheder med deres modparter fra hele det vestlige Balkan og Tyrkiet på RU's udvidelsesdagskonference.

Kontaktperson:

Andrew Gardner

Tlf.: +32 473 843 981

andrew.gardner@cor.europa.eu