Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Lokale ledere ønsker sammen med det slovenske rådsformandskab, Kommissionen og Europa-Parlamentet at fremskynde gennemførelsen af EU's genopretningsplaner  

På det første forum på højt plan om regional genopretning og resiliens blev der fremsat forslag til, hvordan man kan forbedre styringen og undgå overlapninger med samhørighedspolitikken

Den 24. september mødtes regionale og lokale ledere i Lipica (Slovenien) for at drøfte, hvordan man rettidigt kan investere i lokalområdernes genopretning og undgå forsinkelser og overlapninger mellem EU's politikker. EU's kommissær med ansvar for økonomi, Paolo Gentiloni, Sloveniens finansminister, Andrej Šircelj, og fremtrædende medlemmer af Europa-Parlamentet understregede, at en vellykket gennemførelse af de nationale genopretningsplaner kun er mulig, hvis man samarbejder med regionerne og byerne.

I sin åbningstale på forummet på højt plan, der var tilrettelagt i samarbejde med Det Europæiske Regionsudvalg (RU) og Rådet for Den Europæiske Union, sagde RU's formand, Apostolos Tzitzikostas : "Midlerne fra genopretnings- og resiliensfaciliteten er så småt ved at nå ud til medlemsstaterne. Det er nu vores fælles pligt at sørge for, at alle skattekroner, der investeres i genopretning, bliver anvendt optimalt. Der er brug for et reelt partnerskab mellem EU og nationale, regionale og lokale aktører, selv om lovgivningen ikke er tilstrækkelig klar med hensyn til inddragelsen af regioner og byer. Udvalget overvåger nøje facilitetens gennemførelse i praksis og dens samspil med samhørighedspolitikken. De europæiske borgeres forventninger og behov må ikke tilsidesættes med topstyrede beslutninger".

Den slovenske finansminister, Andrej Šircelj , sagde: "Jeg er overbevist om, at vi kan opnå fremragende resultater, hvis gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten bliver vellykket. De bedste resultater vil kun kunne opnås gennem et inkluderende samarbejde. Krisen har lært os at samarbejde i vanskelige tider på såvel lokalt og regionalt som internationalt plan. Tænk så bare, hvad vi vil kunne opnå med samarbejde i gode tider, og lad os så tage et skridt i den retning".

EU's kommissær med ansvar for økonomi, Paolo Gentiloni , fremhævede RU's "konstruktive bidrag til genopretnings- og resiliensfacilitetens endelige udformning" og den afgørende betydning, som et stærkt partnerskab mellem de forskellige myndighedsniveauer i den næste fase har. " Mere end to tredjedele af alle nationale genopretnings- og resiliensplaner er allerede nået til gennemførelsesfasen. De lokale og regionale myndigheder vil komme til at spille en central rolle i gennemførelsen af planerne, og vi vil fortsat opfordre medlemsstaterne til at inddrage dem effektivt heri" , sagde han. "Midlerne under genopretnings- og resiliensfaciliteten og samhørighedspolitikken skal supplere og ikke erstatte hinanden: nøgleordene her er additionalitet og absorption".

Forummets debatter vil bidrage til RU's udtalelse om gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten, som Rob Jonkman (NL/ECR) er ordfører for, og som forventes vedtaget af Underudvalget for Økonomisk Politik (ECON) den 29. september. Udvalget har forelagt en første vurdering af fremskridtene i forberedelsen af de nationale genopretningsplaner og vil fremlægge sine konklusioner om pandemiens konsekvenser for regional- og lokalsamfundene i EU's årlige lokale og regionale barometer 2021, som vil blive offentliggjort den 12. oktober i forbindelse med den 19. europæiske uge for regioner og byer .

Du kan gense åbningen og den første paneldebat på forummet på højt plan om genopretning og resiliens her .

Forummet på højt plan fandt sted i tilknytning til et eksternt møde i RU's præsidium i Lipica, Slovenien. Forud for præsidiemødet afholdt RU's program for unge folkevalgte politikere (YEP) et arrangement om samhørighedspolitikken med deltagelse af unge lokale ledere fra hele EU, RU-medlemmer, den slovenske statssekretær for udvikling og EU's samhørighedspolitik, Monika Kirbiš Rojs, repræsentanter for Kommissionen og andre prominente talere.

Du kan gense YEP-arrangementet med titlen "Cohesion as a value – Benefits and costs for young people of transitioning to a post Covid-19 world" her .

SYNSPUNKTER FRA FORUMMET PÅ HØJT PLAN OM REGIONAL GENOPRETNING OG RESILIENS

(i den rækkefølge, som indlæggene blev holdt):

Aleksander Jevšek (SI/PES), næstformand for RU's slovenske delegation og borgmester i Murska Sobota kommune, sagde: "En effektiv anvendelse af midlerne fra genopretnings- og resiliensfaciliteten vil i vid udstrækning afhænge af partnerskaber med lokale og regionale myndigheder. For at få mest muligt ud af midlerne fra både genopretningsinstrumenterne og samhørighedspolitikkens programmer er de nationale regeringer nødt til at lytte til byerne og regionerne og have tillid til, at midlerne vil blive brugt på en gennemsigtig måde".

Michael Murphy (IE/EPP), borgmester i Clonmel og formand for RU's Underudvalg for Økonomisk Politik (ECON), sagde: "Der findes ikke én fælles løsning på de udfordringer, vi står over for, da de er forskellige med hensyn til art og intensitet i de europæiske regioner, byer og landdistrikter. Vi har brug for skræddersyede løsninger, der gennemføres i samarbejde med det lokale niveau. En topstyret tilgang til genopretningen ville betyde, at investeringer og reformer ikke nødvendigvis er tilpasset til virkeligheden med hensyn til de muligheder og udfordringer, der findes i lokalområdet".

Rob Jonkman (NL/ECR), RU's ordfører for gennemførelsen af genopretnings- og resiliensfaciliteten, sagde: "Europas genopretning og den digitale og bæredygtige omstilling vil afhænge af, at de lokale og regionale myndigheder inddrages direkte heri. De skal derfor inddrages strukturelt i gennemførelsen af genopretningsplanerne. Da de lokale og regionale myndigheder inddrages i forskellig grad i medlemsstaterne, må vi dele ud af vores erfaringer og lære af hinanden".

Alexandra Geese (DE/De Grønne), medlem af Europa-Parlamentet og ordfører for instrumentet for teknisk støtte, sagde: "En socialt inkluderende, grøn og digital omstilling indebærer mange forskellige udfordringer, hvis håndtering forudsætter, at de lokale og regionale myndigheder spiller en aktiv rolle. Instrumentet for teknisk støtte giver de lokale og regionale myndigheder mulighed for at frembringe skræddersyet viden: ved at opsøge eksperter med henblik på udarbejdelsen af skræddersyede strategier og køreplaner, afholde seminarer og workshops samt lære af hinandens bedste praksis. Klimasporing, kønsbudgettering og open source-løsninger til fremme af digitaliserede og lettilgængelige forvaltninger er blot nogle få eksempler på de mange skræddersyede løsninger, som instrumentet for teknisk støtte kan være med til at fremme".

María Del Valle Miguelez Santiago , næstformand for Konferencen af Perifere Kystregioner ( CPMR ), regional minister for erhverv, beskæftigelse, universiteter og talsmand for Murcia-regionen, sagde: "Regionerne er nøgleaktører i gennemførelsen af EU's klimaprioriteter og digitale prioriteter, og deres kompetencer er relevante for flere af genopretningsplanernes målsætninger. Regionerne, som har en klar forståelse af investeringsbehovene på territorialt niveau, fortjener at blive inddraget i de relevante politiske beslutningsfora med henblik på at fastlægge og gennemføre genopretningsfinansieringen. Netop derfor vil vi i de kommende måneder kunne skabe en merværdi med hensyn til en effektiv anvendelse af EU-midler og opnåelsen af de opstillede mål".

Hanna Zdanowska (PL/EPP), medlem af RU's arbejdsgruppe om den grønne pagt – going local, sagde: "75 % af EU's borgere bor i byer, der er de største producenter af drivhusgasemissioner. Byerne er imidlertid også knudepunkter og drivkræfter for handling og innovation, både når det gælder modvirkning af og tilpasning til klimaforandringerne. Det globale forum for klimaindsatsen, der afholdes i Glasgow, er en vigtig lejlighed for de lokale og regionale ledere til at vise, hvad byer og regioner kan gøre og allerede gør for at opnå klimaneutralitet".

Zvone Černač , Sloveniens udviklingsminister og minister for EU's samhørighedspolitik, sagde: "Et vigtigt mål og en udfordring består i at udstikke rammer, som kan sikre synergi mellem kortsigtede og langsigtede mekanismer på den ene side og forenkle gennemførelsesprocedurerne på den anden, og de lokale og regionale myndigheder skal sammen med de nationale regeringer spille en central rolle heri".

Isabelle Boudineau (FR/PES), formand for RU's Underudvalg for Territorial Samhørighed og Budget (COTER), sagde: "Europa har gjort en hidtil uset indsats for at begrænse de sociale og økonomiske konsekvenser af pandemien. Men penge er ikke alt. Vi må ikke glemme metoden: partnerskab og flerniveaustyring har vist sit værd i forbindelse med samhørighedspolitikken. Renationalisering af EU's politikker gennem genopretningsplanen er ikke vejen frem. Vi må have tillid til, at regionerne kan beskytte borgerne og SMV'erne".

Juraj Droba (SK/ECR), RU's ordfører for inddragelse af lokale og regionale myndigheder i udarbejdelsen af partnerskabsaftalerne og de operationelle programmer for perioden 2021-2027, sagde: "Partnerskab og nærhed er de vigtigste principper set ud fra byernes og regionernes perspektiv, så vi må sikre, at de respekteres fuldt ud i alle faser af den nye programmeringsperiode".

Ulrika Landergren (SE/Renew E.), formand for RU's underudvalg for Naturressourcer (NAT), sagde: "I mange år har vi oplevet en voksende kløft mellem den opmærksomhed, der gives til, og de midler, der er til rådighed for byområder og landdistrikter. Kommissionen vedtog desværre først sin langsigtede vision for udvikling af landdistrikterne efter fastsættelsen af finansieringsprogrammerne frem til 2027. RU ønsker at støtte Kommissionen i dennes vision, men kan ikke vente til 2028! Vi er nødt til at lukke kløften mellem landdistrikter og byområder nu".

Eddy van Hijum (NL/EPP), RU's ordfører for SMV-strategien, sagde: "Vi kan som lokale og regionale myndigheder være en partner for Kommissionen takket være vores kontakter med SMV'er og lokale organer som f.eks. handelskamre. Hvis vi vil nå de opstillede mål og komme stærkere ud af covid-19-krisen, er vi nødt til at være partnere i denne omstilling. Vi skal alle – lige fra de mindste SMV'er i vores hjemregioner til Kommissionen – bidrage til at føre omstillingen ud i livet".

Kontaktperson:

Matteo Miglietta

Tlf. +32 (0)470 895 382

matteo.miglietta@cor.europa.eu

Share: