Medlemmerne af RU's Underudvalg for Borgerrettigheder, Styreformer og Institutionelle og Eksterne Forbindelser – CIVEX – debatterede den 22. september den politiske situation i Hviderusland med deltagelse af Petras Auštrevičius (LT/Renew Europe), Europa-Parlamentets ordfører om forbindelserne med Hviderusland.
Den 17. september forkastede medlemmerne af Europa-Parlamentet med overvældende flertal de officielle resultater af "det såkaldte præsidentvalg" den 9. august. Petras Auštrevičius sagde, at "der er behov for solidaritet, der er behov for støtte, og der er behov for sanktioner" i EU's politik over for Hviderusland. Han fremhævede den "brutale" reaktion, der var blevet beordret af Aleksander Lukashenko, Hvideruslands præsident siden 1994, som svar på protester mod det, som Europa-Parlamentet betegnede som "valgsvindel". Han redegjorde endvidere for Europa-Parlamentets møde den 21. september med Svetlana Tsikhanovskaya, oppositionens kandidat ved valget.
RU's præsidium udsendte den 11. september en erklæring , der på det kraftigste fordømmer "al vold, undertrykkelse og anholdelser af fredelige demonstranter", opfordrer "de lokale myndigheder i Hviderusland til at (...) bidrage til at finde en politisk løsning på krisen" og tilskynder "byer og regioner i EU til at udvikle et samarbejde og partnerskaber med byer og regioner i Hviderusland". Dette kunne ske inden for rammerne af Konferencen af Regionale og Lokale Myndigheder i Østpartnerskabet (CORLEAP), der er en institutionel kommunikationskanal med folkevalgte repræsentanter på lokalt og regionalt niveau, herunder fra Hviderusland, og en platform for lokale og regionale initiativer til fremme af bæredygtig territorial udvikling og decentraliseringsreformer.
I deres debat med Petras Auštrevičius på CIVEX-mødet fremhævede medlemmer af alle RU's politiske grupper, at deres respektive gruppe bredt bakker op om EU's reaktion på valget. Aleksandra Dulkiewicz (PL/EPP), borgmester i Gdansk, sagde, at det er "umådelig vigtigt, at hviderussere, der kommer til EU, føler sig trygge i vores lokalsamfund, men endnu vigtigere, at man støtter unge mennesker, som har været nødt til at forlade deres land, i at videreføre deres uddannelse". Per Bødker Andersen (DK/PES), medlem af byrådet i Kolding Kommune, sagde, at De Europæiske Socialdemokrater bakker stærkt op om Europa-Parlamentets beslutning om at stå ved det hviderussiske folks side og støtte deres kamp for demokrati. Han fremhævede De Europæiske Socialdemokraters onlinekampagne " We Hear You, Belarus ". Matteo Bianchi (IT/ECR), byrådet i Morazzone, sagde, at De Europæiske Konservative og Reformister "går stærkt ind for, at man øger støtten til Hviderusland, men på en måde, så Aleksander Lukashenko ikke kan drage fordel af denne økonomiske støtte".