Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
EU's konkurrencepolitik må ikke begrænse den lokale og regionale støtte  

Virkningerne af EU's konkurrencepolitik for lokale og regionale myndigheder var emnet for en udtalelse, som Det Europæiske Regionsudvalg (RU) vedtog på decemberplenarforsamlingen. Under en debat med EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, pressede medlemmer af RU på for regler, som giver lokale og regionale myndigheder råderum til at løse sociale og økonomiske udfordringer, uden at det betragtes som statsstøtte.

Konkurrencepolitikken er det redskab, som EU bruger til at beskytte det indre marked og forbrugerne fra dominerende virksomheders potentielle misbrug, der ellers ville kunne give sig udslag i alt for høje priser eller urimelige vilkår med negative virkninger for borgerne og de lokale og regionale økonomier. Den sætter også grænser for statsindgreb, hvilket kan skabe problemer for lokale og regionale myndigheder, der leverer offentlige tjenesteydelser eller støtter deres lokale virksomheder og økonomier.

"Lokale og regionale myndigheder er sårbare for konkurrenceafgørelser, herunder skatteafgørelser, da de kan have betydelige konsekvenser på lokalt og regionalt niveau. De leverer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, en vigtig funktion, der er med til at gøre livet lettere for europæerne. Byer og regioner skal støttes i denne opgave, også af EU's konkurrencepolitik" , sagde Karl-Heinz Lambertz , formand for Det Europæiske Regionsudvalg, i sin åbningstale.

Margrethe Vestager , EU's konkurrencekommissær, sagde: "Vi er enige med RU i, at der ikke er grund til at Kommissionen blander sig, når brugen af offentlige midler ikke indvirker på konkurrencen på europæisk plan. Vores rolle er at sikre, at det europæiske marked forbliver åbent og fair. Og vi skal sørge for, at borgere og iværksættere med gode idéer ikke holdes ude af markedet af virksomheder, der modtager statsstøtte. Statsstøtte bør kun gives, hvis markedet ikke formår at realisere et projekt. Vi sætter stor pris på dagens udveksling med lokale og regionale myndigheder, som har opregnet områder, hvor vores arbejde skal intensiveres."

RU's udtalelse fremhæver den europæiske konkurrencepolitiks positive virkninger for borgere og virksomheder i form af flere valgmuligheder for borgerne og fremme af innovation og roser Kommissionen for at løse problemerne med geoblokering og e-handel, der kommer de europæiske forbrugere til gode.

Michael Murphy (IE/EPP), som er medlem af Tipperary County Council og ordfører for RU's udtalelse, nævnte dog, at der er behov for en afbalanceret tilgang til håndhævelsen af konkurrencereglerne, hvor der tages hensyn til forskelle i geografisk beliggenhed og den sociale og kulturelle situation, og sagde: "Vi har brug for yderligere forenkling i anvendelsen af statsstøttereglerne for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, så lokale og regionale myndigheder som leverandører af tjenesteydelser kan reagere på lokale økonomiske udfordringer, især i afsidesliggende regioner, hvor markedet måske ikke altid er en realistisk vej til levering af tjenesteydelser, og for at hjælpe udsatte borgere, små trængte virksomheder og sparere."

I udtalelsen understreges endvidere behovet for at garantere fair konkurrence og prisgennemsigtighed i fødevareforsyningskæden for at beskytte de europæiske landbrugere. Med blikket rettet mod de fremtidige udfordringer anbefaler RU mere fleksibilitet i statsstøttereglerne, så lokale og regionale myndigheder får mulighed for mere proaktivt at hjælpe europæiske virksomheder med at navigere gennem de økonomiske usikkerheder, der er opstået med brexit, uden at det betragtes som statsstøtte.

Sociale boliger var desuden emnet for en særskilt udtalelse "En europæisk boligdagsorden", der blev vedtaget samme dag, og som er udarbejdet af Hicham Imane (BE/PES), medlem af byrådet i belgiske Charleroi. Han argumenterer i udtalelsen for, at konkurrencepolitikken ikke bør begrænse sociale boliger til de fattigste og dårligst stillede sociale grupper. Lokale og regionale myndigheder bør i deres planlægning, tilvejebringelse og finansiering af sociale boliger have råderum til også at hjælpe dem, der bor i overfyldte boliger og boliger i dårlig stand, eller dem, som er nødt til at bruge hovedparten af deres indkomst på at kunne leve under anstændige boligforhold.

RU-udtalelser vedrørende konkurrencepolitikken

• Udtalelse om En europæisk boligdagsorden

• Udtalelse: Statsstøtte og tjenesteydelser af almen økonomisk interesse (Pressemeddelelse)

• Udtalelse: Revision af direktivet om udstationering af arbejdstagere (Pressemeddelelse)

Kontakt:
Carmen Schmidle
Tlf. +32 (0)2 282 2366

carmen.schmidle@cor.europa.eu

Del :