Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
En ny undersøgelse fra RU råber vagt i gevær over den manglende inddragelse af regioner og byer i de nationale genopretningsplaner  

Alt imens EU's stats- og regeringschefer mødes i Bruxelles for at gøre status over den økonomiske genopretning, løfter en ny undersøgelse , bestilt af Det Europæiske Regionsudvalg (RU), sløret for den manglende inddragelse af lokale og regionale myndigheder i udarbejdelsen og gennemførelsen af nationale genopretnings- og resiliensplaner. Undersøgelsen blev præsenteret på et møde i RU's Underudvalg for Økonomisk Politik (ECON) . Medlemmerne af ECON-underudvalget har også givet udtryk for alvorlig bekymring over, at planerne ikke har tilstrækkelig fokus på territoriale forskelle, og at utilstrækkelig koordinering med samhørighedspolitikken giver risiko for overlappende fonde.

Ifølge undersøgelsen, som analyserer otte af de nationale genopretnings- og resiliensplaner, der ved udgangen af maj var blevet forelagt for Kommissionen, indeholder planerne yderst begrænsede muligheder for, at regionerne kan bidrage med demokratiske input. De fleste regionale og lokale aktører er kun blevet hørt på en formel og ensidig måde og vil primært få ansvaret for den administrative gennemførelse af investeringspolitikkerne. Deres idéer er kun sjældent blevet indarbejdet i planerne. Større politisk spillerum for byer og regioner med hensyn til anvendelse af investeringsressourcer vil imidlertid i langt højere grad få lokalsamfundene til at føle sig som en del af den politiske proces og medvirke til større kapacitetsopbygning på lokalt niveau. Den manglende inddragelse af de lokale og regionale myndigheder, en inddragelse som ellers er afgørende i forhold til at tilvejebringe investeringer og tjenester samt gennemføre reformer, kan i sidste ende underminere virkningen og effektiviteten af de nationale genopretnings- og resiliensplaner.

Michael Murphy (IE/EPP) , formand for RU's ECON-underudvalg og medlem af Tipperary County Council, udtaler: "Den undersøgelse, der blev præsenteret i dag, bekræfter det, som vores arbejde indtil nu har peget i retning af, nemlig at situationen er forskellig rundt omkring i EU, men at mange medlemsstater ikke behandler høringer af regionale og lokale aktører som meningsfulde udvekslinger, men snarere som ensidige processer — som en påtvungen øvelse, der bare skal overstås. Regionernes og byernes skattekiste af viden og erfaringer indgår sjældent i genopretningsplanerne. Det er en forspildt mulighed og ganske enkelt ikke et udtryk for god regeringsførelse. De lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle med hensyn til at levere investeringer og offentlige tjenester samt gennemføre reformer, og det er en fejl at forsøge at skabe genopretning i EU uden at have dem med på vognen."

Medlemmerne af ECON-underudvalget beklagede, at de investeringer, der foreslås i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, ikke tager højde for potentielle synergier mellem genopretnings- og resiliensfaciliteten og EU's samhørighedsmidler. Overlapninger mellem de to finansielle instrumenter kan underminere samhørighedspolitikkens effektivitet. Kun i Italien og Belgien sker der en territorial tildeling af ressourcer. Undersøgelsen når også frem til den konklusion, at den rolle, som de lokale og regionale myndigheder tiltænkes i de nationale genopretnings- og resiliensplaner med hensyn til at fremme den grønne og den digitale omstilling, fortsat er vag og uklar.

I lyset af resultaterne af undersøgelsen opfordrede ECON-underudvalgets medlemmer indtrængende Kommissionen til at foretage en grundig vurdering af alle de nationale genopretnings- og resiliensplaner, til sammen med Europa-Parlamentet at insistere på at få fastlagt de lokale og regionale myndigheders rolle i de resterende faser af planerne, til at holde fast i, at samhørighed er en grundlæggende værdi, og til at inddrage EU's regioner og byer i det europæiske semester og i overvågningen og evalueringen af planerne.

Ud over debatten om EU's genopretningsfond vedtog ECON-underudvalget også et forslag til udtalelse om " Beskyttelse af geografiske betegnelser for industri og håndværk i Den Europæiske Union ", hvori der efterlyses en ensartet retlig ramme for geografiske betegnelser for industri og håndværk, som skal træde i stedet for mangfoldigheden af nationale juridiske instrumenter. Derigennem kan man beskytte en vigtig del af Europas kulturarv, forbedre forbrugernes rettigheder, øge producenternes indkomst og bidrage til udviklingen af de pågældende regioner.

Martine Pinville (FR/PES), medlem af regionalrådet i Nouvelle-Aquitaine og ordfører for udtalelsen, udtalte: " RU's mangeårige krav om en forordning til beskyttelse af geografiske betegnelser for industri og håndværk skal nu omsættes i praksis. For forbrugerne vil en sådan forordning være en garanti for oprindelsen, kvaliteten og ægtheden af produktet. For håndværkere eller virksomheder vil det betyde, at der bliver sat pris på deres knowhow, og det vil beskytte dem mod illoyal konkurrence og forfalskninger. Endelig handler det for regionerne om at beskytte en lokal arv og fastholde merværdi og arbejdspladser i området ."

Udtalelsen skal efter planen vedtages på RU's plenarforsamling i oktober.

Mødet i ECON-underudvalget gav også medlemmerne lejlighed til at drøfte arbejdsdokumenter vedrørende "Ajourføring af industristrategien fra 2020: hen imod et stærkere indre marked til fremme af Europas genopretning", som blev fremlagt af ordføreren Jeannette Baljeu (NL/Renew Europe), og udtalelsen om bedre regulering, fremlagt af CIVEX-underudvalgets ordfører Piero Mauro Zanin (IT/EPP).

Derudover udpegede ECON-underudvalget Rob Jonkman (NL/ECR) til ordfører for udtalelsen om "Gennemførelse af genopretnings- og resiliensfaciliteten" og anbefalede, at Mark Weinmeister (DE/EPP) blev udpeget til hovedordfører for "Europæisk digital identitet".

Baggrund:

EU's Genopretnings- og resiliensfacilitet er det fiskale instrument på 672,5 mia. EUR (312,5 mia. EUR i form af støtte og 360 mia. EUR i form af lån), der skal støtte EU's medlemsstater i at gennemføre reformer og investere i EU's fælles prioriteter. Genopretnings- og resiliensfaciliteten er det største finansielle redskab, der indgår i genopretningsinstrumentet Next Generation EU på 750 mia. EUR. For at modtage støtte under genopretnings- og resiliensfaciliteten skal medlemsstaterne fremlægge nationale genopretnings- og resiliensplaner, som beskriver, hvilke reformer og investeringer der vil blive finansieret. Indtil nu har Kommissionen modtaget 24 nationale planer ud af 27, og af disse har den godkendt 12 planer.

Undersøgelsen "Regional and Local Authorities in the National Recovery and Resilience Plans", bestilt af RU, fokuserer på otte af de nationale genopretnings- og resiliensplaner, som var blevet indsendt til EU ved udgangen af maj 2021 (Belgien, Kroatien, Frankrig, Tyskland, Italien, Polen, Rumænien og Spanien). Hele rapporten kan læses  her .

Allerede i forbindelse med RU's og CEMR's fælles høring , der blev præsenteret i januar, blev det påpeget, at mange EU-regeringer udelukkede regioner og byer fra udarbejdelsen af genopretningsplanerne for tiden efter covid-19. Alle resultaterne kan ses her .

Ifølge forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten (art. 18, stk. 4, litra q), og som det for nylig blev påpeget i en beslutning vedtaget med et stort flertal i Europa-Parlamentet , skal genopretnings- og resiliensplanerne udarbejdes og, "hvor den er tilgængelig", gennemføres efter en "høringsproces (...), der er gennemført i overensstemmelse med de nationale retlige rammer, med lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfundsorganisationer, ungdomsorganisationer og andre relevante interessenter". Medlemsstaterne skal fremlægge en sammenfatning af høringsprocessen, hvoraf det skal fremgå, "hvordan interessenternes input afspejles i genopretnings- og resiliensplane[rne]".

Kontaktperson:

Maximilian v. Klenze

Tlf. +32 2 282 2044

Maximilian.vonKlenze@cor.europa.eu

Matteo Miglietta

Tlf. +32 470 895 382

matteo.miglietta@cor.europa.eu

Share: