Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Covid-19 er en mulighed for at fremskynde dagsordenen for miljøet  

​Dimtrios Karnavos​

I dette interview svarer Dimitrios Karnavos (EL/EPP) på fem spørgsmål om det 8. miljøhandlingsprogram . Borgmesteren i Kallithea er ordfører for et forslag til udtalelse , som efterlyser tilstrækkelige ressourcer til de lokale og regionale myndigheders gennemførelse af miljøpolitikkerne i praksis. Forslaget til udtalelse vil blive sat til afstemning på den næste plenarforsamling den 3.-5. februar efter en generel orienterende debat på ENVE-underudvalgets møde den 1. februar. Selv om EU's miljøpolitik har skabt betydelige resultater i de seneste årtier, står Europa stadig over for hidtil usete udfordringer med hensyn til miljø, klima og bæredygtighed. Disse handler om tab af biodiversitet, klimaændringer, ressourceanvendelse og forurening. Det 8. miljøhandlingsprogram spiller en afgørende rolle i bestræbelserne på at tackle disse udfordringer i tiden efter covid-19.

Hvilke prioriteter bør det 8. miljøhandlingsprogram fokusere på set i et lokalt og regionalt perspektiv?

Det 8. miljøhandlingsprogram indeholder en langsigtet strategisk vision og retningslinjer med henblik på at opnå en klimaneutral, ressourceeffektiv og bæredygtig økonomi senest i 2050 i overensstemmelse med den europæiske grønne pagt, som er den nye EU-strategi for opnåelse af klimaneutralitet inden midten af århundredet. Det 8. miljøhandlingsprogram afspejler, sammen med de seks prioriterede målsætninger der er beskrevet i forslaget, de lokale og regionale lederes mål og forventninger. Covid-19-pandemien har lært os, at en sund levevis må være grundlaget for alle EU-politikker, der fremmer menneskers sundhed, en sund planet, en sund økonomi og et sundt samfund med muligheder for alle. I den forbindelse er en bedre sammenhæng mellem sundhed og miljø både grundlæggende og nødvendig. Vi er nødt til at sikre, at det 8. miljøhandlingsprogram bidrager til et giftfrit miljø, giver borgerne en bedre levestandard og skaber lokalsamfund, der er mere modstandsdygtige. Vi skal også sikre, at det 8. miljøhandlingsprogram fremmer et bæredygtigt erhvervsklima og styrker grønne investeringer på alle niveauer (EU-plan, nationalt, regionalt og lokalt plan). Dette er nødvendigt, hvis vi ønsker et stærkere og bæredygtigt EU i tiden efter covid-19.

Hvordan kan det nye miljøhandlingsprogram sikre bedre integration af miljø- og klimaforanstaltninger i EU's øvrige sektorpolitikker? Hvordan er det 8. miljøhandlingsprogram forbundet med den europæiske grønne pagt?

Det er ikke altid let at integrere miljø- og klimamålene i EU's øvrige sektorpolitikker mere effektivt, da de forskellige sektorer har forskellige prioriteter. I visse tilfælde kan det endda se ud som om, at miljø- og klimapolitikkerne trækker i hver sin retning. Politikker for klimabeskyttelse og reduktion af kulstofemissioner støtter f.eks. installation og drift af vedvarende energiprojekter. I modstrid hermed kan det yderst vigtige politiske mål, der går ud på at sætte en stopper for tabet af biodiversitet og bevare sammenhængen i Natura 2000-nettet, til dels kollidere med klimabeskyttelsespolitikken, f.eks. når projekter for vedvarende energi gennemføres og drives i beskyttede områder. Vi skal derfor være konsekvente og bevæge os i samme retning, da vi står over for de samme udfordringer. Det er vigtigt at udnytte de tilgængelige værktøjer og metoder bedst muligt med det formål at etablere en ramme for løbende overvågning og forbedring af miljøpræstationerne, herunder investeringerne i miljø- og klimabeskyttelse. Vi bør også nå til enighed om en klar køreplan, der skal bane vejen for klimaneutralitet senest i 2050. For så vidt angår byer og regioner må vi ikke glemme, at de lokale og regionale myndigheder spiller en særlig rolle med hensyn til at samle virksomheder, forskningsinstitutter og den akademiske verden samt inddrage enkeltpersoner og lokale interessenter i udformningen og gennemførelsen af miljøpolitikker.

Hvordan kan vi sikre, at miljøpolitikkerne gennemføres fuldt ud i alle EU's lokalsamfund?

Jeg glæder mig bestemt over, at det 8. miljøhandlingsprogram peger på en mere effektiv gennemførelse som en nøgleprioritet. For at forbedre resultaterne for gennemførelsen bør de lokale og regionale myndigheder udstyres med de rette værktøjer og tilstrækkelige ressourcer. Vi har ansvaret for at gennemføre 70 % af EU-lovgivningen, 90 % af klimatilpasningsforanstaltningerne og 70 % af tiltagene til modvirkning af klimaændringer. Vi er nødt til at have innovative tilgange, der sætter de lokale og regionale myndigheder i stand til at levere skræddersyede løsninger, der kan forbedre gennemførelsen af miljøpolitikkerne på stedet, hvad enten det er i byområder, landdistrikter, bjergområder, på øer eller i kystområder. Der er behov for mere forskning, dokumentation og viden for at tackle de specifikke miljømæssige udfordringer, vi står over for, og udnytte mulighederne i forskellige typer lokale og regionale samfund, idet hvert geografisk område har sine egne udfordringer, svagheder og styrker. Derfor efterlyser jeg i min udtalelse om det 8. miljøhandlingsprogram en holistisk, stedbaseret eller områdeorienteret tilgang som den bedste metode til at opnå en sund levestandard. Vi vil ikke få succes, hvis vi ikke etablerer en velfungerende ramme for flerniveaustyring og tilskynder alle forvaltningsniveauer til at fremme tværadministrativt, interregionalt, tværkommunalt og grænseoverskridende samarbejde om miljøpolitik. Vi skal ligeledes styrke den miljømæssige viden gennem udnyttelse af potentialet i digitale teknologier og datateknologier og øge brugen af naturbaserede løsninger og social innovation med henblik på at forbedre gennemførelsen af målene på miljøområdet. I Kallithea, den ottende største kommune i Grækenland og den fjerdestørste i Athens byområde, har vi f.eks. gennemført et projekt baseret på brugen af digitale teknologier (iBeacons technology and Augmented Reality) , der skal motivere indbyggere og besøgende til at anvende bæredygtige transportformer, som f.eks. gang og cykling, med det formål at reducere kulstofemissionerne, forbedre luftkvaliteten og fremhæve behovet for at bevare byen historiske og kulturelle arv.

Hvordan kan det 8. miljøhandlingsprogram bidrage til at sikre, at lokale og regionale samfund i EU har tilstrækkelige ressourcer til at gennemføre EU's miljø- og klimapolitikker inden for rammerne af den grønne genopretning efter covid-19?

Som nævnt er tilstrækkelige ressourcer afgørende for en vellykket gennemførelse af miljø- og klimapolitikker på stedet. Ressourcerne omfatter målrettet finansiering og en klar retlig ramme, men også administrative ressourcer såsom menneskelig ekspertise, kapacitetsopbygning, viden og udveksling af bedste praksis. Det 8. miljøhandlingsprogram skal udvikle en integreret ramme, der kan udstyre lokale og regionale myndigheder med hensigtsmæssige værktøjer, der stemmer overens med den grønne genopretningsstrategi for tiden efter covid-19. Programmet skal omfatte incitamenter til mere ambitiøse miljøpolitikker, navnlig for dem, der halter bagefter, men også for dem, der klarer sig godt, så de motiveres til at gøre endnu mere. Jeg må indrømme, at jeg beklager misforholdet mellem aftalen om den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 og det 8. miljøhandlingsprogram. De bør helt sikkert koordineres bedre. På den positive side er jeg glad for at se, at det næste EU-budget sætter klimaomstillingen og den digitale omstilling i centrum og har afsat 30 % af både EU's langsigtede budget og NextGenerationEU- pakken til bekæmpelse af klimaændringer, og at der i særlig grad lægges vægt på miljø og biodiversitet. Jeg håber, at det 8. miljøhandlingsprogram vil etablere de rette rammer for grønne og blå investeringer og innovation på alle forvaltningsniveauer. Disse er afgørende, hvis vi skal opbygge modstandsdygtige samfund og samtidig skabe vækst og beskæftigelse i et retfærdigt og inklusivt samfund, der er baseret på solidaritet. Jeg forventer også, at det 8. miljøhandlingsprogram tilvejebringer kapacitetsopbyggende instrumenter, en database over viden og bedste praksis og incitamenter til samarbejde mellem byer såsom peerevalueringer og gensidige læringsaktiviteter, besøg på stedet og grønne partnerskaber, så vi kan komme videre med den grønne genopretning.

Hvad angår covid-19's indvirkning på miljødagsordenen, udgør pandemien så en hindring eller en mulighed for at fremskynde indsatsen?

Det siger sig selv, at covid-19 bør betragtes som en mulighed for at fremskynde miljødagsordenen. Vi har oplevet en forbedret luftkvalitet, genopretning af biodiversitet og en generel forbedring af økosystemerne i løbet af de seneste måneder. Det skal vi bygge videre på. Jeg glæder mig over, at EU planlægger en genopretning efter covid-19, der går hånd i hånd med den grønne og den digitale omstilling. Økonomien i vores lokalsamfund skal genoprettes, men på en bæredygtig og modstandsdygtig måde. Jeg mener, at det især er vigtigt at forbedre vores kommunikation med den enkelte borger for at få dem med om bord, da gennemførelsen kun kan realiseres, hvis alle engagerer sig fuldt ud i dagligdagen. Vi er nødt til at øge bevidstheden om fordelene ved klima-, miljø- og biodiversitetspolitikker og vise, hvordan disse forbedrer vores sundhed og trivsel og samtidig gør vores lokale økonomier mere bæredygtige og konkurrencedygtige.

Baggrundsinformation

Siden midten af 1970'erne er EU's miljøpolitik blevet styret af fortløbende miljøhandlingsprogrammer, der definerer de prioriterede mål, der skal nås over en specifik periode. Da det 7. miljøhandlingsprogram udløb i 2020 godkendte Kommissionen et forslag til 8. miljøhandlingsprogram for tiden frem mod 2030, der har til formål at supplere den europæiske grønne pagt.

RU har vedtaget lovgivningsmæssige udtalelser om de tidligere miljøhandlingsprogrammer. I 2019 vedtog RU en initiativudtalelse med titlen Mod et 8. miljøhandlingsprogram under ledelse af ordfører Cor Lamers (NL/EPP) , borgmester i Schiedam. Udtalelsen blev bakket op af en særlig undersøgelse.

Med udgangspunkt i den europæiske grønne pagt indeholder det 8. miljøhandlingsprogram seks prioriterede målsætninger. Med det formål at måle og formidle, om EU er på rette vej med hensyn til opfyldelsen af disse mål, indeholder det 8. miljøhandlingsprogram et forslag om, at der oprettes en ny overvågningsramme.

Det Europæiske Regionsudvalg og Kommissionen arbejder tæt sammen om at sikre en effektiv gennemførelse og udvikling af miljøpolitikkerne gennem den tekniske platform for samarbejde om miljøet.

Kontaktperson: pressecdr@cor.europa.eu

Del :