Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Covid-19 fremskynder det lokale demokratis digitale omstilling  

Covid-19 og den øgede brug af digitale værktøjer, som pandemien har medført, kan motivere de regionale og lokale myndigheder til at gøre sig klar til den digitale tidsalder. Udtalelsen "Styrkelse af lokalforvaltningen og det repræsentative demokrati gennem nye digitale teknologier", der blev fremlagt af Rait Pihelgas (EE/Renew Europe), formand for byrådet i Järva, og vedtaget på RU's plenarforsamling den 10. december, understreger også, at nye digitale teknologier og værktøjer har potentiale til at forbedre kvaliteten af beslutningstagningen og gennemsigtigheden, fremme kommunikation, tilskynde til aktivt medborgerskab og engagement i det politiske liv og dermed styrke det lokale demokrati permanent.

En af de mange udfordringer, som de lokale og regionale myndigheder står over for, er omstillingen til en ny digital verden. Det kræver vigtige forandringer, og det lokale demokrati bør tilpasse sig disse forandringer og udnytte de muligheder, der er forbundet med nye digitale teknologier og IKT-værktøjer – såsom kun at anvende elektroniske formularer, der sparer borgerne og de offentlige myndigheder tid.

Ifølge RU-ordfører Rait Pihelgas skaber "digitale teknologier nye muligheder for høring og inddragelse og gør det muligt at stille information af høj kvalitet til rådighed, analysere offentlighedens reaktion, nå ud til fjerntliggende områder og de mest sårbare borgere samt inddrage borgernes færdigheder, viden og sagkundskab, så der i et samarbejde med borgerne kan udformes en politik, der tager højde for deres behov og forventninger" .

Men digitaliseringen kan være data- og ressourcekrævende og bør ikke se bort fra den menneskelige dimension. Udbuddet af offentlige tjenester for borgerdeltagelse bør baseres på ikkediskriminerende adgang til oplysninger og viden. Den digitale kløft bør mindskes ved at styrke borgernes muligheder gennem uddannelse og erhvervsuddannelse, hvor uddannelse af ældre og andre sårbare eller marginaliserede grupper prioriteres. RU foreslår i den henseende foranstaltninger til at motivere og belønne lokale og regionale myndigheder for at tilskynde dem til at anvende principperne om åben og inklusiv forvaltning.

Udvalget betragter konferencen om Europas fremtid som en mulighed for at afprøve digitale deltagelsesværktøjer til at styrke det repræsentative demokrati, vinde borgernes tillid og tage regionale og kommunale eksempler, hvor borgerne deltager i beslutningsprocesser og feedbackmekanismer, til sig. RU foreslog med henblik herpå i oktober 2020 at udvikle et digitalt værktøj kaldet CitizEN – Borgerengagement i EU-netværket , som skal inddrage borgerne i beslutningsprocessen.

"Lad os gøre Europa klar til den digitale tidsalder, og lad os starte med de lokale og regionale myndigheder. Med udgangspunkt i vores europæiske værdier og styrker kan vi gennem den digitale omstilling puste nyt liv i demokratiet. At bruge moderne IKT og engagere sig kan være tidskrævende, men hvis det fører til et mere sammenhængende samfund eller en gennemsigtig lokalforvaltning, er det investeringen værd ", konkluderer Rait Pihelgas .

Kontaktperson:

Marie-Pierre Jouglain

Tlf.: (+32) 0473524115

mariepierre.jouglain@cor.europa.eu

CoR Flickr-galleri

Share: