Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Konferencen om Europas fremtid: EU's demokratiske fundament bør være i centrum for drøftelserne med borgerne  

Medlemmerne af RU's Underudvalg for Borgerrettigheder, Styreformer og Institutionelle og Eksterne Forbindelser – CIVEX – holdt den 26. februar en debat om europæiske værdier, medborgerskab og demokrati i forbindelse med forberedelsen af konferencen om Europas fremtid. EU's demokratiske fundament udgør ét af de syv politikområder, som konferencen sætter fokus på. De lokale og regionale myndigheder er vogtere for EU's demokratiske fundament i det daglige, men de støder på udfordringer i overholdelsen. Tre eksterne talere understregede, at de europæiske værdier er omdrejningspunktet i det europæiske projekt, men at man kan diskutere, hvorvidt der findes en fælles forståelse og accept af disse værdier. RU's medlemmer udvekslede også synspunkter om Borrell Portas (ES/EA) arbejdspapir om lokale og regionale myndigheder i permanent dialog med borgerne, som vil være et af RU's vigtigste bidrag til konferencen. De endelige anbefalinger vil blive drøftet på RU's plenarforsamling i maj.

Konferencen om Europas fremtid bliver en toårig proces med en åben, inklusiv og gennemsigtig debat, der samler borgerne, civilsamfundet, de nationale, regionale og lokale myndigheder og EU-institutionerne for at puste nyt liv i det europæiske projekt og styrke det europæiske demokrati. Konferencen sparkes i gang på Europadagen 2020 den 9. maj. CIVEX-underudvalget koordinerer RU's bidrag til konferencen. RU vil under hele konferencen om Europas fremtid i sine underudvalg afholde tematiske debatter om emner af relevans for konferencen. Debatten den 26. februar handlede om europæiske værdier, medborgerskab og demokrati.

Den nyvalgte formand for CIVEX, Mark Speich (DE/EPP), statssekretær for forbundsanliggender samt europæiske og internationale anliggender (Nordrhein-Westfalen), præsenterede den tematiske debat om europæiske værdier, medborgerskab og demokrati og sagde, at konferencen om Europas fremtid skal den udformes som en ægte dialog med borgerne om EU's grundlæggende værdier og principper, så borgerne føler sig involveret i den europæiske integrationsproces. "I den forbindelse spiller de lokale og regionale myndigheder en vigtig rolle, da det er gennem deres afgørelser og politikker, at værdierne og principperne får betydning for borgernes dagligdag," tilføjede han. "Konferencen skal være mere end en feedbackproces, men den skal også føre til politiske tiltag. RU vil deltage aktivt i denne proces."

Graham Smith , seniorrådgiver og medlem af Den Europæiske Ombudsmands kabinet, deltog i debatten og sagde, at "langt størstedelen af de klager", som Den Europæiske Ombudsmand (som beskæftiger sig med spørgsmål om dårlig forvaltning på EU-niveau) behandler, "handler om åbenhed, hvilket er afgørende for den demokratiske proces". Han advarede om, at mangel på åbenhed giver næring til en kultur, hvor man "skyder skylden på EU". Han konkluderede, at EU ikke har behov for "store forandringer". "Vi skal blive bedre til at udnytte det, vi har", og udforme institutionerne til bedre at tjene borgerne.

Europa-Parlamentsmedlem Pascal Durand (FR/Renew Europe) , Renew Europes koordinator for Parlamentets AFCO-udvalg, sagde, at konferencen har fået en dårlig start, hvor EU-institutionerne er splittede i spørgsmålet om, hvorvidt udfordringen består i at forbedre kommunikationen, justere den eksisterende arbejdsgang eller finde nye måder at supplere det repræsentative demokrati på. Han påpegede, at EU-institutionerne er nødt til at slippe deres "mellemstatslige logik", og tilføjede, at der i den forbindelse er "behov for ydre pres fra NGO'er, civilsamfundet og formidlingsorganer som fagforeninger".

Alberto Alemanno , Jean Monnet-professor i EU-ret og stifter af The Good Lobby – en almennyttig borgerorienteret start-up, som arbejder på at sikre lige adgang til magten for et mere pluralistisk, inklusivt og demokratisk samfund – sluttede af med at sige, at EU giver borgerne flere muligheder for at bidrage til politikudformningen end noget andet retsområde i verden, men at "kendskabet til de mange muligheder er meget begrænset, og at de ikke anvendes i særlig høj grad". Udfordringen for konferencen om Europas fremtid er ifølge ham "at skabe sammenhæng", og han argumenterede, at "det vigtigste er at etablere en permanent mekanisme, der giver borgerne mulighed for at bidrage" ved hjælp af allerede eksisterende netværk såsom dem, der findes på lokalt plan. Han udtrykte bekymring for, at prisen for borgerinddragelsen kan blive, at EU tilsidesætter det organiserede civilsamfund, og sagde, at "selv ikke Europa-Parlamentet har foreslået en rolle" for NGO'er i beslutningstagende forsamlinger.

Et andet vigtigt øjeblik på CIVEX-mødet i dag var præsentationen fra RU-medlem Mireia Borrell Portas (ES/EA), statssekretær for eksterne forbindelser og EU-anliggender i Cataloniens regionalregering, af hendes arbejdspapir om "lokale og regionale myndigheder i permanent dialog med borgerne", som vil være et af RU's vigtigste bidrag til konference om Europas fremtid.

Mireia Borrel Porta sagde følgende om sin udtalelse: "Udtalelsen vil indeholde anbefalinger til, hvordan man på en struktureret måde kan inddrage borgerne i beslutningsprocessen lige fra det lokale plan til EU-plan, og den argumenterer for, hvordan en struktureret inddragelse af borgerne kan bidrage til konferencen om Europas fremtid – både til processen og til konklusionerne."

I en resolution , som blev vedtaget efter en debat med Kommissionens næstformand Dubravka Šuica på RU's plenarforsamling i februar, efterlyste udvalget en virkelig åben, inkluderende og demokratisk høringsproces, der inddrager alle borgere i alle regioner og byer.