Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Lokale og regionale ledere spiller en afgørende rolle for legitimeringen af en bottom-up-tilgang på konferencen om Europas fremtid  

Repræsentanter for Europa-Parlamentet og den akademiske verden bekræfter, at RU bør spille en central rolle i forbindelse med den løbende indsamling af bidrag fra borgerne, eftersom de lokale og regionale myndigheder er det myndighedsniveau, der er tættest på borgerne, og som disse har størst tillid til.

Medlemmerne af RU's Underudvalg for Borgerrettigheder, Styreformer og Institutionelle og Eksterne Forbindelser (CIVEX) drøftede, hvordan RU's rolle i EU's styringssystem kan styrkes, navnlig med henblik på konferencen om Europas fremtid. Domènec Ruiz Devesa (ES/S&D), medlem af Europa-Parlamentet, og Sarah Meyer, forskningsmedarbejder ved Danube University, Krems, deltog i denne debat. EU's demokratiske fundament er blandt de vigtigste spørgsmål, som vil blive rejst på konferencen, og de lokale og regionale myndigheder anvender som vogtere af EU's demokratiske fundament i det daglige mere end nogen andre deltagelsesdemokrati i praksis. Det blev fremhævet under debatten, at konferencen giver mulighed for at demonstrere og fremme RU's rolle som institutionel repræsentant for byer og regioner i EU's beslutningsproces inden for rammerne af de eksisterende traktater. I et bredere perspektiv kunne traktatændringer, der går ud på at give RU flere lovgivningsmæssige beføjelser, styrke EU's demokratiske dimension.

Konferencen om Europas fremtid vil samle borgerne, civilsamfundet, de nationale, regionale og lokale myndigheder og EU - institutionerne i en åben, inklusiv og gennemsigtig debat for at puste nyt liv i det europæiske projekt og styrke det europæiske demokrati. Den forventes at blive søsat på Europadagen den 9. maj 2021 efter at være blevet udskudt med et år som følge af covid-19-pandemien.

Under debatten blev det drøftet, hvorvidt EU's nuværende retlige ramme giver RU mulighed for fuldt ud at varetage sin rolle som talerør for byer og regioner i EU, og hvilken rolle RU og de lokale og regionale myndigheder mere specifikt kan indtage på konferencen om Europas fremtid i en proces, der ledes af de tre EU-institutioner: Kommissionen, Europa - Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union.

Mark Speich (DE/EPP), statssekretær for forbundsanliggender samt europæiske og internationale anliggender (Nordrhein - Westfalen) og formand for RU's CIVEX-underudvalg, sagde: "Som politikere på regionalt og lokalt plan er det vores opgave at fremsætte konkrete forslag til fremtidens Europæiske Union. Vi har brug for en klar vision om fremtiden for et regionernes Europa. Jo klarere denne vision er, desto mere effektivt vil vi kunne træffe de nødvendige foranstaltninger til at gennemføre den og trække på konferencen om Europas fremtid i denne proces. Vi slår gang på gang til lyd for, at de lokale og regionale myndigheder i højere grad inddrages i EU's beslutningsproces og lovgivning. Det er altafgørende at udarbejde klare forslag, så denne opfordring også bliver udtrykkeligt forankret i institutioner og procedurer".

Domènec Ruiz Devesa (ES/S&D), medlem af Europa-Parlamentet og S&D-gruppens koordinator i Europa-Parlamentets AFCO-udvalg, præsenterede Europa-Parlamentets pilotprojekt "Building Europe with Local Entities" og fortalte om, hvordan RU's medlemmer kan bidrage hertil: "For at bringe Europa tættere på borgerne bør vi inden for rammerne af konferencen om Europas fremtid og sammen med civilsamfundsorganisationerne, arbejdsmarkedets parter og borgerne styrke den europæiske dimension i arbejdet med lokale og regionale beslutningstagere ved at anlægge en mere struktureret og permanent deltagelsesbaseret tilgang. Med dette for øje vil pilotprojektet "BELE – Building Europe with Local Entities" blive iværksat for at styrke den direkte kommunikation til borgerne om politiske initiativer, der gennemføres af Unionen, gennem regelmæssig information til medier og debatter, der ledes af lokale myndigheder. Med disse initiativer har vi ansvaret for at sikre, at der inden for rammerne af konferencen anlægges en bottom-up-tilgang, så der kan føres en fornuftig dialog".

Sarah Meyer , forskningsmedarbejder ved Danube University, Krems, præsenterede REGIOPARL-projektet , der skal undersøge, hvordan de regionale og lokale myndigheder kan blive afgørende aktører, når det gælder demokratisk deltagelse. Hun sagde: "Eftersom Rådet klart er tilhænger af en "policy-first"-tilgang for konferencen om Europas fremtid, kunne RU satse på konsekvent og systematisk at medtage det regionale og lokale perspektiv inden for alle fagområder og i alle aktiviteter og resultater, der udspringer af konferencen. Hvad angår direkte inddragelse af borgerne, vil det blive afgørende, hvordan man håndterer deres forventninger, da deltagelse uden beføjelse til at træffe beslutninger eller fastsætte dagsordenen ikke vil kunne forbedre den demokratiske legitimitet af EU's politiske beslutningsproces i nævneværdig grad.

Kontaktperson:

Marie-Pierre Jouglain

mariepierre.jouglain@cor.europa.eu

Mobil: +32 473 52 41 15

Del :