Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Paweł Adamowicz-prisen vil hylde dem, der kæmper for frihed og solidaritet og bekæmper intolerance, undertrykkelse og fremmedhad.  

Det Europæiske Regionsudvalg lancerer i samarbejde med International Cities of Refuge Network og byen Gdańsk en pris til minde om Paweł Adamowicz, der var borgmester i Gdańsk og medlem af RU, og som blev myrdet i 2019

Det Europæiske Regionsudvalg annoncerede i dag sammen med International Cities of Refuge Network (ICORN) og byen Gdańsk i overværelse af EU-kommissær for indre anliggender, Ylva Johansson , oprettelsen af borgmester Paweł Adamowicz-prisen. Prisen – som er opkaldt efter Paweł Adamowicz, borgmester i Gdańsk og medlem af RU, som blev myrdet i 2019 – vil hylde mennesker, som kæmper for frihed og solidaritet og bekæmper intolerance, undertrykkelse og fremmedhad.

Formålet med borgmester Paweł Adamowicz-prisen er at bygge videre på hans arv i overensstemmelse med ånden i ICORN's kerneopgave: at fremme ytringsfriheden, forsvare de demokratiske værdier og styrke den internationale solidaritet. Oprettelsen af denne pris er en hyldest til og anerkendelse af alle, som med mod og integritet bekæmper intolerance, radikalisering, hadefuld tale, undertrykkelse og fremmedhad, og som arbejder for at fremme lige muligheder, social integration og grundlæggende rettigheder.

Apostolos Tzitzikostas , formand for Det Europæiske Regionsudvalg og leder af regionalregeringen i Centralmakedonien, sagde: "Vi vil huske Paweł Adamowicz for hans passion for og engagement i lokalsamfundet og for den beskyttelse, han gav til mennesker i nød. Med denne pris vil vi tilskynde lokale og regionale aktører til at fortsætte deres kamp mod radikalisering, hadefuld tale og forskelsbehandling i deres samfund."

EU-kommissær med ansvar for indre anliggender, Ylva Johansson , beskrev Paweł Adamowicz som "en lokal og europæisk leder, som kæmpede for frihed og for sine værdier, først som ung mand mod kommunismen og senere ved at støtte flygtninges og LGBTQ-personers rettigheder ofte over for en stærk opposition og endda had ". Hun roste initiativet om at skabe en pris i hans minde og sagde, at det er nødvendigt "at anerkende det arbejde, der udføres af lokale ledere, som tager imod flygtninge i deres lokalsamfund og arbejder for tolerance, frihed, grundlæggende rettigheder og social inklusion, og som fortjener at blive sat og skal bliv sat i rampelyset". Hun gav også udtryk for sin store støtte til de lokale og regionale ledere og sagde til dem: "I har de bedste forudsætninger for at gøre en forskel – i landsbyerne, i de større byer og i regionerne, i gaderne, i skolerne og i lokalsamfundene i Europa. For det er der, vi finder hjertet i vores lokalsamfund, hjertet i vores kontinent og hjertet i vores Europæiske Union. At handle lokalt betyder ikke at handle alene."

Magdalena Adamowicz , medlem af Europa-Parlamentet og Paweł Adamowicz' enke, sagde : " I dag bliver kampen for lighed for alle mennesker en kamp for Den Europæiske Union. Lighed er selve grundlaget for vores samfund, og uden denne kan EU ikke eksistere. Vi har brug for mod til at forsvare lighed og frihed, da det er på dette område, at antidemokraterne slår ned. De ved, at en afskæring fra de europæiske værdier er som at afskære et træ fra sine rødder. Det vidste min mand også, og det var derfor, han forsvarede vores rødder – de humanitære og demokratiske værdier – med så stort et mod. Paweł Adamowicz-prisen vil minde os europæere om, at fred og velstand afhænger af samarbejde, og at samarbejde kræver gensidig tillid og respekt, og at respekt kun findes, når alle behandles lige og med værdighed."

Borgmester i Gdańsk, Aleksandra Dulkiewicz , sagde: "Gdańsk deler sine goder. Dette var Paweł Adamowicz' sidste ord. Han arbejdede for en bedre verden på trods af ufølsomhed, intolerance, had og vold. Og det samme gør vi – vi deler goderne. Ikke bare med dem, vi elsker, og ikke bare med borgerne i Gdańsk. Solidaritet og frihed er de værdier, der har formet Gdańsk, og der er i dag behov for en reel indsats for og støtte til mennesker, hvis rettigheder krænkes. Og det er uanset, hvor de kommer fra, hvem de elsker, og hvem de beder til. Jeg ser meget mere i vores gæster end bare immigranter i nød. Vi har en mulighed for at lære dem at kende som kunstnere, lige partnere, værdifulde personligheder og ganske enkelt som naboer, som det er værd at passe på, og som det er værd at skabe en fælles fremtid med."

Administrerende direktør for ICORN, Helge Lunde , sagde: "ICORN arbejder ud fra den overbevisning, at byer kan være vigtige aktører for menneskerettighederne og ytringsfriheden. Gennem de seneste år har vi skabt et netværk af sikre tilflugtssteder for forfulgte forfattere og kunstnere fra hele verden, og værdierne gæstfrihed, kreativitet og solidaritet bliver dermed yderligere forankret i byernes sjæl. Borgmester Pawel Adamowicz kæmpede for frihed og solidaritet gennem hele sit liv og sin karriere. Han bragte Gdańsk ind i ICORN, og det er derfor vigtigt for vores netværk at bidrage til at fremme de værdier, han stod for. Vi lykønsker Det Europæiske Regionsudvalg med lanceringen af prisen i hans navn den 19. marts, og vi ser meget frem til i samarbejde med byen Gdansk at deltage i den første udgave af prisen."

Borgmester Paweł Adamowicz-prisen vil blive tildelt til en byleder, en civil leder eller en organisation, der arbejder sammen med lokale og regionale myndigheder, som i lighed med borgmester Adamowicz bygger broer og nedbryder mure med en klar fornemmelse for innovation og ansvar for kommende generationer, og som baner vejen for forandringer i samfundet til gavn for de svageste, og som ikke afholder sig fra at tage vigtige kampe for menneskerettighederne og de borgerlige frihedsrettigheder på lokalt, nationalt og internationalt plan.

Paweł Adamowicz blev stukket ned den 13. januar 2019 under en tale ved et velgørenhedsarrangement. Han døde af sine kvæstelser den efterfølgende dag. Han blev 53 år. Forud for mordet på ham oplevede han øget hadefuld tale rettet mod hans person. Hans død har sat gang i en debat om den degenererende offentlige debats bidrag til vold, ekstremisme, propaganda og intolerance.

Paweł Adamowicz var dybt engageret i at fremme de grundlæggende rettigheder i EU, og han var et aktivt medlem af Det Europæiske Regionsudvalg. Efter et møde med pave Frans iværksatte Paweł Adamowicz i 2016 "modellen for integration af immigranter" i Gdańsk. Denne model har været til inspiration for andre polske byer.

Baggrund:

  • Det Europæiske Regionsudvalg vedtog den 7. februar 2019, i sin egenskab af EU's politiske forsamling af lokale og regionale politikere,
  • resolution , som fordømmer hadefulde udtalelser og trusler af enhver form rettet mod politiske ledere.

  • International Cities of Refuge Network (ICORN) er en international organisation med 75 byer og regioner i og uden for Europa, som tilbyder sikre tilflugtssteder til forfulgte forfattere og kunstnere, som fremmer ytringsfriheden, forsvarer demokratiske værdier og styrker den internationale solidaritet. Over 250 forfattere og kunstnere er blevet tilbudt ophold i en ICORN-by. I et sikkert miljø fortsætter de med at spille en vigtig rolle med både at fremhæve overtrædelser af menneskerettighederne og ytringsfriheden i deres opholdslande, og med at støtte kolleger i deres hjemlande. Borgmester Pawel Adamowicz fik byen Gdańsk med i ICORN den 30. august 2017.

Gennem ICORN bliver byerne en del af et dynamisk og globalt netværk af solidaritet og kreativitet. ICORN forbinder og samarbejder med relevante offentlige institutioner og civilsamfundsorganisationer, som er aktive inden for menneskerettigheder, kultur, kunst og migration, samt statslige og ikkestatslige organer både lokalt og internationalt.

Webstreaming : på RU's websted .

Kontaktperson:

Det Europæiske Regionsudvalg

Wioletta Wojewodzka

Tlf.: +32 (0)2 282 2289

Mobil: +32 (0)473 843 986

wioletta.wojewodzka@cor.europa.eu

Byen Gdańsk

Maciej Buczkowski

Tlf. 48 58 323 62 84

maciej.buczkowski@gdansk.gda.pl

International Cities of Refuge Network

Helge Lunde

Tlf. 47 51 50 71 25

helge@icorn.org

Del :