Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Lokale ledere vil sammen med kommissær Violeta Bulc sætte skub i lavemissionsmobilitet  

De lokale myndigheder i EU er i gang med at gøre transportsystemerne mere effektive ved at fremme brugen af lavemissionsenergi til transport og bane vejen for nulemissionsmobilitet. Men ifølge Det Europæiske Regionsudvalgs holdning, der blev vedtaget den 13. juli, har de behov for bedre retlige rammer og en stærkere finansiel støtte for at udskifte de forurenende offentlige transportmidler. EU's kommissær for transport, Violeta Bulc, som gæstede RU's plenarforsamling, er fuldstændig enig i dette mål.

I den udtalelse, som er udarbejdet af József Ribányi (HU/EPP), næstformand for amtsrådet i Tolna Megye, vurderer repræsentanter for regioner og byer gennemførelsen af EU's strategi for lavemissionsmobilitet, som Kommissionen lancerede for et år siden. Under diskussionen om vejen mod nulemissionsmobilitet understregede kommissær Bulc og RU's medlemmer, at rene busser for øjeblikket kun tegner sig for 10-12 % af den europæiske buspark (ca. 20.000 ud af i alt 200.000 offentlige busser).

Der er således et klart behov for at intensivere de igangværende bestræbelser på at få mest muligt ud af Kommissionens initiativ "Ren Bus". Derfor underskrev en række lokale repræsentanter fra Holland, Frankrig, Tyskland, Italien, Polen og Spanien en hensigtserklæring, hvor landene forpligter sig til at øge antallet af rene busser i den kollektive trafik med mindst 2000 nye køretøjer inden udgangen af 2019. Alene dette vil udgøre en investeringsmulighed på over 1 mia. EUR.

"Kommissæren citeres"

"Investering i lavemissionsbusparker bør ske parallelt med en strømlining af forbindelserne mellem energisektoren og transportsystemet", understregede ordføreren József Ribányi, idet han henviste til konkrete erfaringer fra sin egen region: "Takket være ELENA-programmet og EIB-midler bliver el-busser fra den offentlige transport i byen Paks, der ligger i min region, ladet op med overskydende energi fra den natlige drift af Ungarns eneste atomkraftværk".

En forbedring af transportsystemernes effektivitet er faktisk et vigtigt mål for de lokale ledere, som sammen med kommissær Bulc drøftede deres vanskeligheder i praksis, der hovedsagelig skyldes manglende interoperabilitet af data, tjenesteydelser og tekniske løsninger. De efterlyste europæiske standarder, der kan afhjælpe problemet.

Særligt hvad angår multimodale transportløsninger må man konstatere, at en alvorlig mangel på koordinering og samarbejde mellem relevante aktører i øjeblikket udgør en hindring for integrerede pris- og billetsystemer. Denne situation kræver nye regler på EU-plan, så det bliver obligatorisk at udveksle tidsplaner og rejseinformation.

For så vidt angår anvendelsen af lavemissionsenergi til transport, understreger de lokale og regionale ledere, at den ideelle alternative lavemissionsenergi produceres, opbevares og forbruges lokalt. De opfordrer også til, at man prioriterer og giver økonomisk støtte til biobrændstoffer fremstillet af nonfood-materiale, mens fødevarebaserede biobrændstoffer – der har miljømæssige bivirkninger – bør udfases.

Bemærkning til redaktørerne: finansieringsredskaber

Det vigtigste finansieringsredskab for regioner og byer, der har planer om at investere i lavemissionsmobilitet, er EU's samhørighedspolitik. De europæiske struktur- og investeringsfonde yder 70 mia. EUR til transport, heraf 39 mia. EUR for at støtte omstillingen til lavemissionsmobilitet (12 mia. EUR specielt for kulstoffattig og bæredygtig mobilitet i byerne). EU's forskningsprogram Horisont 2020 investerer 6,4 mia. EUR i kulstoffattige mobilitetsprojekter. EIB støtter overgangen til grønnere offentlige transportmidler med specifikke produkter, og Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer bidrager også til dette mål.

Yderligere information

European Clean Bus Deployment Initiative

EU Strategy for low-emission mobility

Kontakt:
Pierluigi Boda

Tlf. +32 2 282.2461

pierluigi.boda@cor.europa.eu

Del :