Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
EU-budgettet: Færre midler til samhørighedspolitikken vil undergrave EU's løfter om sociale fremskridt  

Et år efter proklamationen af den europæiske søjle for sociale rettigheder er der stadig et centralt spørgsmål, der skal besvares: Hvordan opfyldes de løfter, som stats- og regeringscheferne afgav på det sociale topmøde i Göteborg i november 2017? På den interinstitutionelle konference, der blev afholdt af Det Europæiske Regionsudvalg (RU) i mandags, fremhævede repræsentanter for regioner og byer over for EU-kommissær Marianne Thyssen, at EU's samhørighedspolitik fortsat skal støtte gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder ved hjælp af en aktiv inddragelse af de lokale og regionale myndigheder.

Karl-Heinz Lambertz , formand for Det Europæiske Regionsudvalg, sagde: "EU skal altid bestræbe sig på at forbedre borgernes muligheder ved at skabe anstændige arbejdspladser og fremme sundhedsbeskyttelse, så det sikres, at ingen lades i stikken. Den europæiske søjle for sociale rettigheder gav social beskyttelse og inklusion en fremtrædende plads på EU's dagsorden, men realiseringen heraf kræver en fælles indsats på alle forvaltningsniveauer. Vi har nu i højere grad end nogensinde før brug for et ambitiøst EU-budget med en stærk samhørighedspolitik for perioden efter 2020. Regioner og byer står klar til at forny Europa, men besparelser eller en centralisering af EU-midlerne – navnlig den Europæiske Socialfond – vil stå i vejen for vores ambitioner."

Marianne Thyssen , EU-kommissær med ansvar for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold, kompetencer og arbejdskraftens mobilitet påpegede: "Vores politikker er måske lokale, men de udfordringer, vi står over for, er europæiske eller endda globale. Det Europæiske Regionsudvalg er svaret på denne udfordring: I hjælper os med at tænke kontinentalt, men handle lokalt. Den europæiske søjle for sociale rettigheder gør det samme. Den tackler kontinentale udfordringer ved hjælp af tiltag, der ikke blot er europæiske, men også nationale, regionale og lokale."

Idet RU mener, at sociale rettigheder bør sidestilles med økonomiske rettigheder, har udvalget opfordret til, at der indføres et kapitel om sociale fremskridt i EU-traktaterne og opstilles bindende sociale mål for medlemsstaterne. Udvalget mener også, at den resultattavle, der understøtter den europæiske søjle for sociale rettigheder, bør omfatte territoriale data, så regionale forskelle kan imødegås. Regioner og byer efterlyser desuden en omfattende mobilisering af færdigheder og uddannelsestiltag for at fremme investeringerne i menneskelig kapital og forbedre balancen mellem kvalifikationer og arbejdsmarkedets behov.

José Ignacio Ceniceros (ES/EPP), formand for RU's Underudvalg for Social- og Arbejdsmarkedspolitik, Uddannelse, Beskæftigelse, Forskning og Kultur (SEDEC) og leder af regionalregeringen i La Rioja, fastslog: "Sociale og økonomiske skævheder mellem og i de europæiske regioner er årsagen til meget uheldige demografiske forandringer, hjerneflugt, immigration og populisme. Ved hjælp af en passende finansiering og en stærk politisk vilje kan den sociale søjle blive et våben mod ulighed og marginalisering og sikre, at vores mere udsatte medborgere får den uddannelse og de færdigheder, der skal til, for at de kan klare sig på et konkurrencepræget arbejdsmarked og blive aktive og produktive medlemmer af deres lokalsamfund."

Heinz-Joachim Höfer (DE/PES), borgmester i Altenkirchen og RU's ordfører for den europæiske søjle for sociale rettigheder, sagde: "Med henblik på at gøre søjlens principper til en realitet for alle europæere forventer vi langt mere ambitiøse og hurtige foranstaltninger fra Kommissionens side. Vi afventer stadig en europæisk strategi for økonomisk overkommelige boliger, en europæisk plan for fattigdomsbekæmpelse, der skal reducere antallet af personer, der er truet af fattigdom eller social udstødelse og passende foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstagere på onlineplatforme. Det er endnu mere foruroligende, at de besparelser på budgettet, der er planlagt i perioden 2021 - 2027, bl.a. for Den Europæiske Socialfond, vil lægge hindringer i vejen for en vellykket gennemførelse af søjlen, især i tilbagestående regioner."

Europa-Parlamentets ordfører, Maria João Rodrigues (PT/S&D) understregede også, at "det næste EU-budget bør indfri de løfter, der blev givet i Göteborg: dvs. opbygning af et mere retfærdigt Europa og styrkelse af EU's sociale dimension inden valget til Europa-Parlamentet i 2019. Lokale og regionale myndigheder bør involveres i forberedelsen og gennemførelsen af de næste budgetrelaterede programmer på passende vis. Deres særlige kendskab til de regionale og lokale behov gør dem til velegnede partnere, der kan sikre en effektiv gennemførelse af den sociale søjle."

Det østrigske formandskab for Rådet var repræsenteret ved seniorrådgiver Andrä Ruppechter , som fremhævede, at indsatsen for at skabe økonomisk og social konvergens kan gøre den europæiske økonomi mere stabil og produktiv.

Luca Jahier , formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), konkluderede: "EØSU og RU må arbejde sammen, hvis søjlen skal sikre trivsel for alle borgere. Vi har de bedste forudsætninger for at vurdere gennemførelsen set ud fra et territorialt og civilsamfundsmæssigt synspunkt. Det er op til os at bekæmpe den ulighed, der skaber splid, og realisere de ændringer, som borgerne i høj grad længes efter."

Fotogalleri

Flere oplysninger:

I den næste budgetperiode 2021-2027 foreslår Kommissionen en mere fleksibel og forenklet udgave af den nuværende Europæiske Socialfond ved at fusionere en række eksisterende fonde og programmer. Den nye Europæiske Socialfond Plus skal støtte principperne i den europæiske søjle for sociale rettigheder og gennemførelsen af henstillingerne under det europæiske semester. Imidlertid vil den samlede finansiering blive reduceret med ca. 6 %. RU's forslag til udtalelse , der forventes vedtaget på plenarforsamlingen i december (ordfører: Susana Díaz Pacheco (ES/PES), leder af regionalregeringen i Andalusien, advarer desuden mod centraliseringen af fondens forvaltning på bekostning af de lokale og regionale myndigheder.

Kontakt:

Lauri Ouvinen

Tlf. +32 22822063

lauri.ouvinen@cor.europa.eu

Del :