Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Formanden for Europa-Parlamentet og næstformand for Kommissionen møder lokale ledere for at reflektere om Europas fremtid  

Det Europæiske Regionsudvalg får besøg af formanden for Europa-Parlamentet, Antonio Tajani, samt Kommissionens næstformand med ansvar for beskæftigelse, vækst, investeringer og konkurrenceevne, Jyrki Katainen. Udvalget bliver tillige på sin plenarforsamlings første dag (11. maj) den første EU-institution, der formelt tager stilling til EU's samhørighedspolitik efter 2020. Diskussionerne om fremtiden for EU's investeringer i regionerne og byerne vil fortsætte på andendagen (12. maj), hvor de får besøg af kommissær Günther Oettinger.

Overvejelser om Europas fremtid og genskabelse af tilliden

EU befinder sig i en kritisk situation over for hidtil usete udfordringer og oplever stigende mistillid fra borgernes side. Som de to EU-institutioner, der står i direkte kontakt med borgerne, har Det Europæiske Regionsudvalg og Europa-Parlamentet en central rolle for at genskabe borgernes tillid og bidrage til at skabe konsensus om Europas fremtid.

Som del af de løbende overvejelser om Europa før, nu og fremover har udvalget – EU's politiske forsamling af regionale og lokale myndigheder – lanceret et initiativ benævnt "Overvejelser om Europa", som omfatter medlemsstyrede borgerdialoger og borgermøder samt politiske debatter i regionalforsamlinger og kommunalråd. Formålet er at give borgerne et sted, hvor de kan udtrykke deres bekymringer om og forventninger til Europa. Dette er udvalgets reaktion på en anmodning fra Det Europæiske Råds formand, Donald Tusk, om at RU fremlægger sine anbefalinger om genskabelse af tilliden til EU gennem byernes og regionernes stemme.

Kommissionens formand og første næstformand har ligeledes anmodet udvalget om at fremlægge sit syn på Hvidbogen om Europas fremtid. I denne forbindelse vil RU den 12. maj vedtage en resolution om Kommissionens hvidbog, hvor det navnlig understreges, at EU's samhørighedspolitik spiller en afgørende rolle for at knytte borgerne til EU og skabe solidaritet.

Pressekonference: RU's formand Markku Markkula og Europa-Parlamentets formand Antonio Tajani, 11. maj kl. 16.00.

Lokale investeringer: hvilken fremtid for EU's budget og samhørighedspolitik?

De europæiske struktur- og investeringsfonde er EU's vigtigste investeringsværktøjer og repræsenterer mere end en tredjedel af EU's samlede budget indtil 2020. Men deres rolle efter 2020 kan være truet som følge af Brexit og fremkomsten af andre EU-prioriteter som f.eks. forsvar, sikkerhed og migration. EU's byer og regioner vil den 11. maj i en udtalelse udarbejdet af Michael Schneider (EPP/DE) fremlægge deres forslag med henblik på at forbedre samhørighedspolitikken og styrke dennes bidrag til EU's målsætninger. Den følgende dag vil EU-kommissær for budget og menneskelige ressourcer, Günther Oettinger, tale til RU's medlemmer, lige inden udvalget vedtager sin resolution om forslaget til EU's årlige budget for 2018.

Dagsordenen omfatter endvidere en debat med formanden for Europarådets Kongres for Lokale og Regionale Myndigheder, Gudrun Mosler-Törnström om menneskerettigheder, demokrati, frihed og retsstat.

Andre udtalelser, som skal vedtages:

Forbedring af forvaltningen af det europæiske semester: En adfærdskodeks for inddragelsen af de lokale og regionale myndigheder

De finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget

Iværksætterkultur på øerne: bidrag til den territoriale samhørighed

En ny fase i EU's politik for blå vækst

Social innovation som et nyt værktøj til håndtering af samfundsmæssige udfordringer

Den lokale og regionale dimension af bioøkonomien og regionernes og byernes rolle

EU’s udvidelsesstrategi

Sundhed i byer

Investering i Europas unge

Praktiske oplysninger:

Hvor: Europa-Parlamentets József Antall-bygning (mødesal JAN 4Q2), rue Wiertz 60, Bruxelles

Hvornår: 11. maj kl. 15.00-21.00 og 12. maj kl. 9.00-13.00

• Se plenarforsamlingens dagsorden & dokumenter

• Plenarforsamlingen kan følges live på RU's hjemmeside

Medieprogram for plenarforsamlingen

Følg: @EU_CoR, #CoRplenary

Kontakt:

PresseCdr@cor.europa.eu

Del :