Klik her for at få en automatisk oversættelse af nedenstående tekst.
Byer og regioner efterlyser støtte til kulregioner under omstilling  

De europæiske kulregioners behov i forbindelse med EU's energiomstilling stod øverst på dagsordenen for mødet i Det Europæiske Regionsudvalgs (RU) Underudvalg for Økonomisk Politik (ECON) den 9. juli i Bruxelles. I en udtalelse udarbejdet af Mark Speich, statssekretær for føderale, europæiske og internationale anliggender i Nordrhein-Westfalen, slår ECON-medlemmerne til lyd for en tilpasning af statsstøttereglerne og en tildeling af supplerende støttemidler til de berørte regioner inden for rammerne af samhørighedspolitikken for perioden 2021-2027.

I 2018 offentliggjorde Kommissionen sin strategiske og langsigtede vision for en fremgangsrig, moderne, konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi inden 2050. For at opfylde denne målsætning skal EU i vid udstrækning give afkald på fossile brændstoffer og især nedbringe den kulbaserede elproduktion betydeligt. Der findes stadig 41 kulregioner på NUTS-2-niveau i 12 medlemsstater, hvor kul spiller en central rolle i de lokale økonomier.

Mark Speich (DE/EPP), statssekretær for føderale, europæiske og internationale anliggender i Nordrhein-Westfalen og ordfører for RU's udtalelse om Socioøkonomisk strukturomstilling af kulregioner i Europa , sagde: " Kulminer beskæftiger i dag 185.000 personer i hele Europa, og yderligere 52.000 arbejder i kulfyrede kraftværker. Kulindustrien er desuden indirekte forbundet med forskellige erhvervssektorer som f.eks. produktion af rå- og hjælpestoffer, materiel, tjenesteydelser og forbrugsvarer, der igen beskæftiger 215.000 personer. Det vil tage tid at omstille økonomien og udvikle nye erhvervssektorer, og vi er derfor nødt til at sikre, at de berørte arbejdstagere og lokalsamfund får den bistand, uddannelse og økonomiske støtte, de har behov for med henblik på at genopbygge deres lokale økonomier. Vi er nødt til at give dem nye fremtidsmuligheder, så de ved, at de ikke bliver ladt i stikken".

I den sammenhæng tilslutter ECON-medlemmerne sig Europa-Parlamentets efterlysning af en fond for retfærdig energiomstilling i EU's næste flerårige budget (den flerårige finansielle ramme). De fremhæver imidlertid, at en tildeling af supplerende støttemidler inden for rammerne af samhørighedspolitikken for perioden 2021-2027 i højere grad vil kunne imødekomme kulregionernes behov for skræddersyet støtte end en central fond. Dette er især relevant, eftersom disse regioner er meget forskellige, hvad angår geografisk beliggenhed, økonomisk udviklingsniveau og demografiske perspektiver.

Jerzy Buzek (PL/EPP), formand for Europa-Parlamentets Udvalg om Industri, Forskning og Energi, sagde: " Jeg er glad for, at RU er endnu en EU-institution, der støtter oprettelsen af den fond for retfærdig energiomstilling for kulregioner, som jeg stillede forslag om i EP's ITRE-udvalg, og som fik opbakning fra et stort flertal af parlamentsmedlemmerne. Selv om synergierne med samhørighedsmidlerne vil have stor betydning, forventer Europa-Parlamentet supplerende finansiering og en separat budgetpost for fonden i den nye FFR. Dette er af afgørende betydning, ikke blot som et stærkt signal til borgerne i kulregionerne, som ikke må lades i stikken, men også som et vigtigt budskab om, at vi i EU tager Parisaftalen, energiomstillingen og de ambitiøse klimamål alvorligt ".

ECON-medlemmerne gør ligeledes opmærksom på den europæiske merværdi, der skabes ved at støtte kulregionerne i denne overgangsfase, og anbefaler, at kulregionerne får en tilstrækkelig fleksibilitet ved anvendelsen af EU's statsstøtteregler, som sætter dem i stand til at udfase kul på en socialt og økonomisk forsvarlig måde.

På mødet drøftede og vedtog RU's medlemmer desuden følgende udtalelser:

Rapport om gennemførelsen af direktiverne om offentlige udbud , ordfører: Thomas Habermann (DE/EPP)

Regioners og byers bidrag til EU's nye politiske ramme for SMV'er , ordfører: Tadeuz Truskolaski (PL/EA)

Bemærkning til redaktører:

* NUTS-nomenklaturen (den fælles nomenklatur for statistiske regionale enheder) er et hierarkisk system til opdeling af EU's økonomiske områder, der har til formål at bidrage til indsamlingen, udviklingen og harmoniseringen af de europæiske regionale statistikker, de socioøkonomiske analyser af regionerne og udformningen af EU's regionale politikker. For hvert EU-medlemsland etablerer Eurostat et hierarki af tre NUTS-niveauer efter aftale med de enkelte medlemsstater. Underopdelingerne på visse niveauer modsvarer ikke nødvendigvis de administrative opdelinger i landet.

Kontakt:

Carmen Schmidle

Tlf.: +32 0 2 282 2366

carmen.schmidle@cor.europa.eu

Del :