Erklæring om "Regionernes plads i Den Europæiske Unions arkitektur inden for rammerne af konferencen om Europas fremtid" 

Indhold

Den aktuelle pandemi har endnu engang vist, hvilken vigtig rolle regionale og lokale myndigheder* spiller, når det gælder om at beskytte de europæiske borgere, både ved at levere sundhedsydelser og sociale ydelser og ved at bistå virksomhederne i den økonomiske genopretning. En af nøglefaktorerne for en succesfuld håndtering af de nuværende udfordringer er en tilgang med forvaltning på flere niveauer, som nøje bør afspejles i EU's beslutningsproces. Konferencen om Europas fremtid er en anledning til at se nærmere på regionernes plads i Den Europæiske Unions arkitektur med henblik på at styrke dens demokratiske legitimitet og styrke tilliden blandt borgerne.

Fordelingen af de lovgivningsmæssige og administrative myndigheder på de forskellige forvaltningsniveauer varierer mellem de 27 EU-medlemsstater. Mange har ensartede og centraliserede systemer, mens regionerne i syv medlemsstater har store lovgivningsmæssige beføjelser og en vis grad af selvstyre. Samlet set gennemfører de lokale og regionale myndigheder 70 % af al EU - lovgivning og tegner sig for en tredjedel af de offentlige udgifter og ca. halvdelen af de offentlige investeringer. Der bør opbygges en  alliance af regioner for europæisk demokrati,  som omfatter både det parlamentariske og det udøvende niveau. En sådan alliance bør gradvist inddrage alle  EU's regioner og tilsvarende territoriale enheder og bør arbejde tæt sammen med deres repræsentative organer med det formål at øge deres legitime indvirkning på EU's beslutningstagning, så den afspejler deres kompetencer og fælles interesser.

I betragtning af det legitime mål om at øge regionernes rolle i EU's beslutningstagning er regionale parlamenter og råd blevet enige om, at de, hvor det er relevant, vil benytte sig mere af Det Europæiske Regionsudvalg og dets kompetenceområder som fastlagt i traktaterne, med henblik på i højere grad at opfylde borgernes behov der, hvor de bor. Derfor erklærer vi som repræsentanter fra alle 27 EU-medlemsstater følgende:

1.  Vi er overbevist om, at den grundlæggende forudsætning for demokrati er den tillid, som borgerne giver udtryk for, når de stemmer ved lokale, regionale og nationale valg og ved valg til Europa-Parlamentet. Regionerne, og især dem der har lovgivningsmæssige beføjelser, har et juridisk og politisk ansvar for at udforme og implementere Den Europæiske Unions lovgivning og skabe merværdi for EU. Regionerne og deres politiske ledere er tæt på borgerne og bidrager til at øge deres tillid til demokratiet i Europa. I tråd med nærheds- og proportionalitetsprincippet spiller regionerne en grundlæggende rolle i EU's medlemsstater. Derfor hilses eksisterende evidensbaserede initiativer såsom Det Europæiske Regionsudvalgs RegHub-netværk til overvågning af gennemførelsen af EU-lovgivning og Kommissionens Fit for Future-platform velkommen, og de bør videreudvikles med støtte fra EU-midler.

2.  Vi er fast besluttet på at benytte os af konferencen om Europas fremtid til at indlede en dialog med borgerne, og vi betragter konferencen som en mulighed for at udvikle en diskussion om regionernes plads i Den Europæiske Unions demokratiske arkitektur og øge tilliden blandt de europæiske borgere. Vores langsigtede politiske målsætning er at øge regionernes politiske indflydelse på europæisk niveau på områder, der er direkte knyttet til de lokale og regionale myndigheders arbejde.

3.  Vi mener, at Det Europæiske Regionsudvalg er ét af de værdifulde steder, der kan repræsentere vores institutionelle og politiske målsætninger. Inden for disse rammer arbejder vi bl.a. sammen som en politisk alliance af regioner for europæisk demokrati . Vi er fast besluttet på at bruge vores erfaring og demokratiske mandat til at sikre, at en mere indgående involvering i højere grad lader borgernes stemme og behov blive hørt, og at der bliver fulgt op på dette med handling på europæisk plan.

Sammen skal vi bidrage til en modernisering af huset med europæisk demokrati, hvor Den Europæiske Union udgør det beskyttende tag, medlemsstaterne de stærke mure og de lokale, regionale og andre mellemliggende myndighedsniveauer det solide fundament. Lad os sammen bringe Europa tættere på borgerne og de steder, hvor de bor.

 

*I denne erklæring henviser begrebet "regionale og lokale myndigheder" til offentlige institutioner med status som juridisk person, som er en del af statsstrukturen, under niveauet for centralregeringer og med ansvar over for borgerne. Regionale og lokale myndigheder er sædvanligvis sammensat af et deliberativt eller beslutningstagende organ (et råd eller en forsamling) og et udøvende organ (borgmesteren eller en anden administrerende direktør), der er direkte eller indirekte valgt eller udpeget på lokalt plan. Begrebet dækker over forskellige myndighedsniveauer, f.eks. landsbyer, kommuner, distrikter, counties, provinser, regioner osv. Dette omfatter også myndigheder på mellemliggende niveau.

Hvis din region eller sammenslutning ønsker at tilslutte sig denne erklæring og få sit logo tilføjet nedenfor, bedes I indsende jeres oplysninger via denne online​formular.

_____________

Partnere

Del :
 
Back to top