Hvad er formålet med alliancen?
#CohesionAlliance er en koalition af partnere, der mener, at EU's samhørighedspolitik fortsat skal være en bærende søjle i EU. Alliancen blev oprettet gennem et samarbejde mellem de førende europæiske sammenslutninger af byer og regioner og Det Europæiske Regionsudvalg.
I juli 2020 vedtog #CohesionAlliance en første ny erklæring 2.0 om et sammenhængende, bæredygtigt og robust Europa, som var retningsgivende for alliancens arbejde, efter at covid-19-pandemien havde ramt Unionens borgere.
To år senere, i oktober 2022, gør nye kriser såsom Ruslands krig mod Ukraine og rekordhøje inflationsrater, der er udløst af stigende fødevare- og energipriser, det mere presserende end nogensinde før at styrke samhørigheden som en af Den Europæiske Unions grundlæggende værdier.
Derfor mødtes partnerne i #CohesionAlliancei Bruxelles under den 20. udgave af den europæiske uge for regioner og byer for at bekræfte deres opbakning til en styrket samhørighedspolitik og en større territorial gennemslagskraft for alle EU's investeringer, så de kan bidrage til at løse Europas langsigtede udfordringer.
En ny erklæring
I en fælles erklæring undertegnet den 12. oktober 2022 bekræftede Det Europæiske Regionsudvalg sammen med de førende europæiske sammenslutninger af byer og regioner det fælles ønske om at bevare samhørighedspolitikken som:
- EU's vigtigste investeringspolitik
- EU's mest synlige instrument på lokalt og regionalt plan
- en langsigtet udviklingspolitik, der er baseret på principperne om delt forvaltning, partnerskab og flerniveaustyring
- en politik, der følger en stedbaseret tilgang og tager hensyn til den territoriale mangfoldighed i Unionen
- et vigtigt redskab i indsatsen for at støtte territorialt samarbejde og fremme solidaritet og integration.
"Lad os minde alle beslutningstagere i EU og medlemsstaterne om den uundværlige rolle, som samhørighedspolitikken spiller i den europæiske integrationsproces!", lyder det i erklæringen, hvormed #CohesionAlliance ønsker at indlede et fremadrettet arbejde for at gøre samhørighedspolitikken stærkere, enklere, mere effektiv og resultatorienteret nu og i fremtiden.
Alliancen opfordrer også til, at samhørighed forbliver en overordnet værdi i EU ved at sikre, at alle relevante EU-politikker bidrager til at mindske forskellene mellem medlemsstaterne og internt i disse.
Læs "Debatten om samhørighedspolitikkens fremtid begynder nu!"