Vasco Alves Cordeiro blev valgt til formand for Det Europæiske Regionsudvalg i juni 2022.
Vasco Alves Cordeiro er født på Azorerne, en selvstyrende region i Portugal og en region i EU's yderste periferi, den 28. marts 1973. Han er uddannet jurist, gift og far til to børn, og han er medlem af den lovgivende forsamling i den selvstyrende region Azorerne.
Vasco Alves Cordeiro har en bachelor i jura fra universitetet i Coimbra og en kandidat i regional ret fra universitetet i Lissabon samt på Azorerne. Han startede sin karriere som jurist på Azorerne i 1995, hvor han praktiserede frem til 2003.
I 1996 blev han for første gang valgt som medlem af den lovgivende forsamling i den selvstyrende region Azorerne for Socialistpartiet, og mellem 2000 og 2003 var han leder af den socialistiske gruppe i det regionale parlament.
Siden da har han beklædt flere poster i regionsledelsen, bl.a. som regionalsekretær med ansvar for økonomi (2008-2012), regionalsekretær med ansvar for europæiske og eksterne anliggender (2004-2008) og regionalsekretær med ansvar for landbrug og fiskeri (2003-2004).
I 2012 blev han for første gang valgt til formand for regionalregeringen på Azorerne, og han blev genvalgt til posten i 2016. I den egenskab repræsenterede han regionen på europæisk og internationalt plan som medlem af Det Europæiske Regionsudvalg og i organisationer som Konferencen af Perifere Kystregioner i Europa, konferencen af formænd for regionerne i EU's yderste periferi, Forsamlingen af Regioner i Europa og R20 – Regions of Climate Action samt inden for rammerne af forbindelserne med lande, der er værtssamfund for borgere fra Azorerne, herunder USA, Canada og Brasilien. Fra 2014 til 2020 var han formand for Konferencen af Perifere Kystregioner i Europa.
Vasco Alves Cordeiro har været formand for Socialistpartiet på Azorerne siden januar 2013. Som stor fortaler for det presserende behov for at skabe større opbakning blandt borgerne til det europæiske projekt har Vasco Alves Cordeiro også arbejdet hårdt for at styrke den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed i EU og slået til lyd for EU-politikker, der virkelig imødekommer borgernes interesser og ambitioner og styrker regionernes rolle som højborge for EU's interne demokrati og økonomiske og sociale fremskridt.
Han har været medlem af Det Europæiske Regionsudvalg siden 2013 og var inden da suppleant fra 2004 til 2008. Fra februar 2020 til juni 2022 var han første næstformand for institutionen.